Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
INNOVATION & BÆREDYGTIGHED

Superhelte brander bæredygtigt børnetøj

Børnetøjmærket Fred’s World by Green Cotton har i samarbejde med en designduo fundet en ny måde at kommunikere bæredygtighed på.
Børnetøjmærket Fred’s World by Green Cotton har i samarbejde med en designduo fundet en ny måde at kommunikere bæredygtighed på.

Et er at producere bæredygtigt tøj til børn, noget ganske andet er at formidle de gode intentioner, så børn og forældre køber tøjet. Børnetøjsvirksomheden Fred’s World by Green Cotton har mere end 30 års erfaring med bæredygtig tøjproduktion at trække på, men de manglede gennemslagskraft i deres kommunikation om bæredygtighed.

Som en del af projektet ’Børn & Bæredygtighed’ under Innovationsnetværket Livsstil – Bolig & Beklædning blev børnetøjsvirksomheden derfor koblet sammen med designduoen Tadaaa, som skabte udkastet til en ny bæredygtighedsfortælling for virksomheden.

LÆS OGSÅ: ”Mode- og tekstilbranchen øger indtjeningen”

”Projektet ’Børn & Bæredygtighed’ matchede os med nogle meget dynamiske og sprælske designere, som passede utrolig godt ind i vores børnetøjs farverige univers. De kunne se, at en model – de fem R’er – som vi havde udviklet og arbejdet med siden 1990’erne, kunne skabes om til superhelte, der fortæller på børnesprog, hvad vi gerne vil med vores produkter,” siger Sanne Nørgaard fra Fred’s World by Green Cotton i en pressemeddelelse.

De fem R’er – Reject, Reduce, Recycle, Reuse og Repair – blev af designduoen knyttet til hver deres superhelte-dyr. Som for eksempel ’Repair Bear’, der fortæller børn om, hvordan man kan blive ved at bruge sit tøj eksempelvis ved at sy lapper på det. Og vaskebjørnene ’Reuse Raccoons’, som roder i skraldespande for at finde ting, der kan genbruges.

Virksomheden lancerer til efteråret en ny tøjkollektion med superheltene og en lille animationsvideo til de 3-7-årige er næsten færdig. Desuden er en ny hjemmeside på vej.

LÆS OGSÅ: ”CIFF Kids – udenlandske brands må forholde sig til bæredygtighed”

”Vi vil bruge superheltene til at skabe læring om bæredygtighed hos både børn og voksne og følge konceptet helt ud i butikkerne. Det er vigtigt for os, at butikspersonalet kan forklare slutkunderne, hvorfor det gør en forskel for miljøet og samfundet at købe bæredygtige produkter,” siger Sanne Nørgaard.

Innovationsnetværket Livsstil – Bolig & Beklædnings projekt ’Børn & Bæredygtighed’ har matchet nyuddannede designere med virksomheder for at udvikle produkter, der enten er bæredygtige i sig selv, eller fremmer udvikling eller salg af eksisterende grønne produkter til børn. Udover Fred’s World by Green Cotton har virksomhederne Bobles og børnemøbelproducenten Flexa været en del af projektet.