Amputeret Bread & Butter overlever i Berlin
Den tyske messe, der tidligere fyldte fem haller i Berlin Tempelhof, bliver til noget i januar 2015 – men kun i een hal.Efter flere ugers spekulationer – heriblandt om, hvorvidt den tyske messe Bread & Butter overhovedet ville finde sted i januar 2015 – meddeler messens stifter, Karl-Heinz Müller, at Bread & Butter slår portene op som planlagt.
Venue bliver den samme, nemlig Berlin Tempelhof. Dog er messen stærkt indskrænket. Hvor julimessen dækkede fem haller i Berlin Tempelhof, vil januarmessen 2015 alene vil udspille sig i en hal. Det bekræfter Karl-Heinz Müller overfor det tyske branchemedie Textilwirtschaft.de.
Karl-Heinz Müller siger, at alle de omkring 200 mærker, han allerede har tegnet kontrakt med (Nudie Jeans, Nobis or Crocs Footwear og andre), kommer til at udstille i den centrale Urban Base, lige gyldigt hvilket segment, de tidligere var klassificeret under.
Før var der på Bread & Butter flere udstillingsområder – Urban Base, Urban Fashion, Urban Superior, L.O.C.K eller Lunapark.
Flytteplaner aflyst
Under sommermessen i 2013 meddelte Karl-Heinz Müller, at Bread & Butter ville flytte fra Berlin til Barcelona. Den plan blev dog droppet, fordi den blev modtaget dårligt i markedet. Efter de modstridende meldinger fra Bread & Butter, valgte mange traditionelle Bread & Butter udstillere at flytte til alternative berlinermesser. En af disse var Carhartt, som til januar vil være at finde på Bright. Ben Sherman er rykket til Seek, imens Bommet har slået rod hos Premium.
Kilde: textilwirtschaft.de, sportswearnet.com