Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
MODEUGE

Bread&Butter beder udstillerne bekræfte deres booking

Efter de seneste dages snak om, at den tidligere kæmpe-messe skulle være aflyst, beder direktøren nu de resterende udstillere melde tilbage til ham, om de stadig er på.
Efter de seneste dages snak om, at den tidligere kæmpe-messe skulle være aflyst, beder direktøren nu de resterende udstillere melde tilbage til ham, om de stadig er på.

I et brev til udstillerne, som også er sendt til udvalgte medier i dag, beder messedirektør Karl-Heinz Müller nu sine udstillere om at bekræfte deres booking.

”De radikale strukturelle forandringer i modebranchen og den intensiverede konkurrence i Berlin, Tyskland og Europa har bidraget til, at Bread&Butter ikke har været i stand til at samle det antal udstillere, der er nødvendigt for at skabe en signifikant begivenhed,” skriver Karl-Heinz Müller blandt andet i brevet.

Presset af pressen

Karl-Heinz Müller aflyser ikke messen. Men han beder i brevet sine resterende udstillere om at genbekræfte deres tilmelding.

Samtidig lægger han ikke skjul på, at den massive medieomtale har båret ved til indtrykket af en messe på vej ud over afgrunden. Det til trods for, at han tidligere har afvist, at messen var helt aflyst. Mediedækningen har dermed intensiveret Bread & Butters i forvejen betragtelige problemer.

”Dækningen af messen i pressen de seneste dage har ført til adskillige yderligere aflysninger fra udstillere, der ellers allerede havde meldt sig til, sådan at der nu kun er et lille antal udstillere tilbage. Derfor vil vi lade det være op til jer (udstillerne, red.) at booke et andet event, så I holdes skadefri ved sæsonens start,” skriver Karl-Heinz Müller yderligere i brevet.

LÆS OGSÅ: ”Textilwirtschaft: Bread & Butter flytter adresse”

Dermed bekræfter Karl-Heinz Müller muligvis indirekte den vurdering, som det tyske branchemedie Textilwirtschaft fremsatte tidligere på ugen om, at han – såfremt det er muligt – leder efter en alternativ og mindre venue at afholde et amputeret Bread&Butter i i januar 2015.

LÆS OGSÅ: ”Bread & Butter afviser at være lukket”

Karl-Heinz Müller, der har mangeårig erfaring med at drive messe, stikker dog ikke sine mulige udstillere blår i øjnene. Han afslutter brevet med at sige, han ikke kan garantere, hvordan historien om Bread&Butter ender i forhold til januar 2015:

”Lige nu kan vi ikke forudse, hvor mange udstillere, der vil deltage i begivenheden, når det kommer til stykket,” skriver han.

Så sent som i sommeren 2014, fyldte Bread&Butter fem udstillingshaller i den tidligere Berlin Tempelhof lufthavnsbygning.

Kilde: Drapers, Sportswear Illustrated