Modeåret der gik – 4
CSR fyldte mere end nogensinde i modeåret 2014. Det gjaldt specielt herhjemme, hvor Copenhagen Fashion Summit samlede over 1.100 profiler fra den internationale modebranche i Operaen i København.Et kæmpe bæredygtigheds-topmøde, Nordens største bæredygtige materialebibliotek og et tøjbytte-koncept, der tog turen over Atlanten.
FashionForums opsamling over året, der gik i modebranchen er nået til sidste kapitel, hvor vi stiller skarpt på årets store begivenheder inden for CSR og bæredygtighed.
Et af årets grønne højdepunkter løb af stablen 24. april i år, hvor Copenhagen Fashion Summit blev afholdt i København. Her var mere end 1.100 profiler fra den danske og internationale modebranche samlet til bæredygtigheds-topmøde i Operaen.
Blandt talerne var navne som Marco Bizzari fra Bottega Veneta (nu direktør for Gucci), direktør i Sustainable Apparel Coalition, Jason Kibbey, H.K.H. Kronprinsesse Mary samt moderedaktør ved Financial Times Vanessa Friedman (nu The New York Times). Netop Friedman langede i sit oplæg ud efter branchens opskruede tempo.
”Denne situation af “nyt og nyt” og “mere og mere” og “hurtigere og hurtigere” er som et tog, der ikke længere kan kontrolleres, og vi ved, hvad der sker med sådan et tog. Det crasher,” sagde Vanessa Friedman.
En anden af talerne var Alan Roberts, der er direktør i initiativet for at forbedre tekstilarbejdernes sikkerhed i Bangladesh, The Accord on Fire and Building Safety in Bangladesh.
Datoen for topmødet var nemlig sammenfaldende med årsdagen for kollapset af Rana Plaza-komplekset i Bangladesh, som kostede over 1.100 mennesker livet, og Alan Roberts’ indlæg ved Copenhagen Fashion Summit blev afsluttet med et minuts stilhed for ofrene.
Du kan i øvrigt stadig se alle oplæggene fra Copenhagen Fashion Institute lige her.
Tøjbyttemarked fra Rådhuspladsen til Dolby Theatre
Som en af sidebegivenhederne omkring Copenhagen Fashion Summit blev der afholdt et stort tøjbyttemarked på Rådhuspladsen i København arrangeret af Danish Fashion Institute.
Tøjbyttemarkedet er et opgør med køb-og-smid-væk-kulturen, og konceptet går i al sin enkelhed ud på, at deltagerne medbringer brugt, men brugbart tøj som “adgangsbillet” til byttemarkedet, hvorfra de kan tage så meget af de andre deltageres tøj med hjem – ganske gratis.
Konceptet blev navngivet Global Fashion Exchange, og det var netop, hvad tøjbyttekonceptet blev senere på året. Både Neue House i New York City og pladsen foran Dolby Theatre i L.A. dannede ramme om det dansk-udviklede tøjbyttekoncept, og i løbet af 2015 skal Global Fashion Exchange afholdes på flere nøglelokationer i udvalgte storbyer.
Nordens største bæredygtige materialebibliotek
2014 var også året, hvor Danish Fashion Institute slog dørene op til Nordens største bæredygtige materialebibliotek – The Fabric Source, hvor alle interesserede fra branchen kan komme forbi og blive klogere på nye bæredygtige materialer lige fra mælkefibre og cellulose til rekonstrueret polyester.
Netop materialerne var også en del af regnestykket, da det første miljøregnskab for hele den danske modebranche blev udarbejdet af Miljøstyrelsen i år. Lidt forsimplet viste regnskabet, hvad beløbet ville lyde på, hvis man skulle betale en regning til naturen efter at have omregnet fx vandforbrug og CO2-udledning til kroner og øre. Og den årlige miljøregning for den danske tøjbranche landede på over tre milliarder kroner.
Regnestykket blev lavet med udgangspunkt i IC Group, der fungerede som casevirksomhed i analysen, der går under navnet EP&L (Environmental Profit & Loss).
Den første modevirksomhed, der kastede sig over EP&L var Kering-brandet Puma, og netop Kering modtog bæredygtighedsprisen GLASA – Global Leadership Award in Sustainable Apparel i København i år for deres arbejde med EP&L.
2014 bød også på bæredygtighedspriser til Danish Fashion Institute, Knowledge Cotton Apparel og for første gang var ’CSR’ blandt kategorierne ved Elle Style Awards. Her blev vinderen H&M Conscious Exclusive Collection 2013.