Fire trin til at komme i gang med CSR-arbejdet
En ny drejebog fra Erhvervsstyrelsen skal hjælpe SMV’erne i gang med det strategiske CSR-arbejde. Mads Nørgaard, Barbara Í Gongini og Ganni har været prøvekaniner på opskriften.Et par styles i øko-bomuld, nogle designsamarbejder til fordel for velgørenhedsprojekter og måske en intern kampagne om at spare på strømmen på hovedkontor og lager.
Mange modevirksomheder har allerede gang i forskellige CSR-tiltag, men mangler at få struktur på arbejdet, så indsatsen bliver målrettet, og kræfterne bliver lagt der, hvor det giver bedst mening for den enkelte virksomhed.
Deloitte og Erhvervsstyrelsen har netop udsendt en såkaldt drejebog, der netop skal hjælpe små- og mellemstore virksomheder med at omsætte deres CSR-arbejde fra princip til praksis.
Begynd CSR-arbejdet på side 1
Drejebogen er skrevet ud fra erfaringerne med et pilotprojekt, som Deloitte med støtte fra Erhvervsstyrelsen har kørt i 2014. Projektet havde til formål at få i alt 12 virksomheder til at arbejde strategisk med CSR gennem en fire-trins-proces: Analyse, strategiske fokusområder & CSR-politik, målsætninger og handlingsplaner & kommunikation.
Seks af de deltagende virksomheder var fra modebranchen og talte: Ganni, Danefæ, Mads Nørgaard, Laurie, Pompdelux og Barbara Í Gongini.
LÆS OGSÅ: ”Seks danske modebrands med i nyt CSR-projekt”
”Ideen er, at drejebogen kan fungere som en guide, så andre SMV’er kan gøre det samme, som de 12 virksomheder, der var med i projektet. Du begynder på side ét, og så kan du følge drejebogen i din proces og tage tingene step by step. Det er den samme proces og de samme templates, som de 12 virksomheder har været igennem,” siger Bahare Haghshenas, der senior manager i Deloittes sustainability-afdeling.
Hun har rådgivet flere af de 12 virksomheder i år og er medforfatter til drejebogen. På baggrund af erfaringerne fra pilotprojektet anbefaler hun, at man internt i virksomheden sammensætter en forskelligartet arbejdsgruppe, hvor ledelsen sidder med ved bordet, når CSR-arbejdet skal i gang.
”De seks modevirksomheder har alle haft et team med minimum tre personer, som har været meget inde over arbejdet. De skal gerne være fra så forskellige steder i virksomheden som muligt, og det har også været en vigtig learning, at ledelsen sidder med, for der er så mange strategiske beslutninger, der skal træffes undervejs,” siger Bahare Haghshenas.
CSR: Et altruistisk projekt eller benhård bundlinje?
I løbet af året har FashionForum interviewet flere af de medvirkende modevirksomheder for at høre, hvad de konkret har fået ud af arbejdet. En fællesnævner har været, at det har krævet en god portion ressourcer fra virksomhederne, men ikke har givet noget på bundlinjen. Endnu.
For spørger man Bahare Haghshenas, så er det kun et spørgsmål om tid.
”Hvis du ringer til dem om et år eller to, skulle det meget gerne give udslag på bundlinjen eller i en øget brandværdi, men nu skal de først i gang med implementeringsprocessen. Et eksempel er dog Laurie, som allerede har landet to store kontrakter, som de fik netop på grund af deres CSR-strategi. Jeg tror, at du vil høre flere af den slags historier om et år,” siger Bahare Haghshenas.
Drejebogen er netop gjort tilgængelig online for alle, og du kan hente den lige HER.
FashionForum har fulgt modevirksomhederne i pilotprojektet i løbet af året. Her kan du læse nogle af de artikler, vi har skrevet og få et indblik i de erfaringer, som virksomhederne har gjort sig undervejs:
”Mads Nørgaard: CSR skal gøres enkelt”
”LauRie: Fra øko-metervarer til strategisk CSR”
”Danefæ: Vi er ikke bange for at tale om vores CSR-indsats”
”CSR: Ganni er klar til næste niveau”
”Børnetøjsmærke vil opjustere deres CSR-kommunikation”