Gucci taber i retten til Guess
Det italienske modehus er blevet dømt til at betale Guess 30.000 euro efter seks års retstvist om varemærkekrænkelse.Det var Gucci, der sagsøgte amerikanske Guess for varemærkekrænkelse, men det er Guess, der har trukket det længste strå ved retten i Paris.
Sagen handler om mønstre og logoer med Guccis ’G’, men den franske domstol har afvist Guccis påstand om, at amerikanske Guess har overtrådt loven om ophavsret på området.
Gucci havde ellers sagsøgt Guess for 55 millioner euro (cirka 412 millioner kroner), men er i stedet endt med at skulle betale Guess 30.000 euro (cirka 225.000 kroner).
LÆS OGSÅ: ”Gucci udnævner ny kreativ direktør”
De to virksomheder havde ifølge Fashionunited en lignende sag kørende i 2013 ved retten i Milano, hvor Guccis søgsmål ligeledes blev afvist.
”Igennem seks år har Gucci anlagt sag efter sag mod Guess og tabt gang på gang. Oven i det, har Gucci mistet nogle varemærker i den italienske sag, og nu også nogle i Frankrig. Jeg mener fortsat, at alle disse juridiske slagsmål er et komplet spild af tid, og at den energi og de penge burde fokuseres på forretning. Det er klart, er François-Henri Pinault (adm. direktør for Guccis moderselskab Kering, red.) ikke ser det på den måde,” siger medstifter og administrerende direktør i Guess, Paul Marciano til Drapers.
Dommen blev afsagt i Paris i fredags, og ifølge Womens Wear Daily har Gucci appelleret afgørelsen.
Kilder: wwd.com, drapersonline.com, fashionunited.uk