Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
INNOVATION & BÆREDYGTIGHED

Knoklet bryst fra Marant forarger på de sociale medier

Franske Isabel Marant vækker postyr på de sociale medier, fordi hun har lagt et billede af en model ud, som følgerne synes, ser sygelig tynd ud.
Franske Isabel Marant vækker postyr på de sociale medier, fordi hun har lagt et billede af en model ud, som følgerne synes, ser sygelig tynd ud.

Modehus Isabel Marant, der er kendt for tilgængelig luksus og som for nylig har åbnet en butik i København, lagde i onsdags et nærbillede op på Instagram af, hvad der ser ud til at være en alarmerende tynd model. Det har fået Isabel Marants følgere til at fare til tasterne med kritik af Marant for at fremme et usundt kropsideal.

LÆS OGSÅ:”Nyt postyr om kropsideal i modebranchen”

En af dem, der ytrede sig, var Alt for Damernes chefredaktør Tina Nikolaisen.

”Da jeg først så billedet, troede jeg, det var modellens ryg. Jeg synes, det er trist og ærgerligt, at det finder sted i en branche, som jeg selv er en del af,” fortæller Tina Nikolaisen til Fashion Forum og fortsætter:

”Det er provokerende, fordi jeg selv har en 14-årig datter, som også følger Isabel Marant på Instagram. Jeg synes, det er et sygt signal at sende ud til unge kvinder og kvinder generelt.”

Tina Nikolaisen undrer sig over, at billedet ikke er blevet fjernet på trods af den massive kritik af opslaget.

”Jeg har ellers altid haft opfattelsen af Isabel Marant som en kvinde med gode og sunde værdier,” siger Tina Nikolaisen til Fashion Forum.

LÆS OGSÅ:”Eva Kruse: Cover-billede sender forkert signal”

Det er ikke første gang, at en ellers værdistærk kvindelig designer træder ved siden af i promoveringen af det kvindelige ideal. I oktober 2014 måtte Stella McCartney undskylde og skifte et billede ud, som hun havde lagt ud på Instagram, hvor følgerne syntes, modellen så sygeligt tynd ud.

Et andet eksempel er britiske Karen Millen, som tidligere på måneden kom ud for lignende kritik som følge af en mannequin, som brugere af de sociale medier fandt stødende på grund af dukkens fremtrædende krave – og ribben.

”Jeg kan ikke forstå, hvorfor disse typer billeder bliver ved med at dukke op. Jeg nægter at tro, at det er ren provokation. Jeg tror, at designerne er for optagede af tøjet og af at præsentere det godt, at de tydeligvis ikke ser pigen, som skal bære det,” siger Tina Nikolaisen.

Isabel Marant har haft butik i Grønnegadekvarteret i København siden august sidste.