Japanerne vil have grønlandsk sælskind
Erhvervstur til Tokyo viser, hvordan unge japanske designstuderende vil have fingrene i nordatlantiske materialer.Grønlandsk sælskind er moderne i Japan. Det er resultatet af et tre dage langt erhvervsfremstød i Tokyo, skriver naalakkersuisut.gl.
På turen besøgte de to grønlandske politikere Kim Kielsen og Karl-Kristian Kruse – sammen med blandt andre Kronpris Frederik og Kronprinsesse Mary – den japanske mode- og designskole Mode Gakuen. Her kunne de danske og grønlandske gæster opleve, hvordan de studerende anvendte sælskind til at kreere moderne japansk tøj. Mange af de unge designere har valgt at bruge materialet i deres afgangskollektion.
Eksportfremstødet bød også på modeshow i stormagasinet Tokyu Honten, hvor Great Greenland viste sin AW15-kollektion skabt af Jesper Høvring. Samme kollektion blev vist på årets vintermodeuge i Danmark.
Markedet skal vokse
Japanernes interesse for grønlandske modevarer som sælskind og moskusuld er ifølge Kim Kielsen stor, men han ser gerne, at markedet vokser sig endnu større:
”Selvom en del af de grønlandske virksomheder allerede har godt fat i det japanske marked, håber jeg, denne tur er med til at skabe endnu mere interesse om vores land og dermed kaste lys på de allerede etablerede grønlandske virksomheder og de nye aktører, som forsøger at trænge ind på det japanske marked,” fortæller han til naalakkersuisut.gl.
LÆS OGSÅ: “Bekymring over EU-stramning af regler for salg af sælskind”
Et nyt EU-forslag kan dog risikere at sætte en stopper for den grønlandske eksport af sælskind til resten af verden. Forslaget går på en stramning af den såkaldte inuit-undtagelse. Hvis forslaget gennemføres, betyder det, at grønlænderne kun må handle med sælskind, hvis sælen er aflivet på den mest humane måde, og hvis handlen af sælprodukter ikke overstiger samfundets eget forbrug.
Kilde: naalakkersuisut.gl