Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
INNOVATION & BÆREDYGTIGHED

God kemi mellem danske og bangladeshiske virksomheder

Elleve leverandører fra Bangladesh blev samlet til speed dating med danske modevirksomheder. Kemien var god og nye netværker blev skabt.
Elleve leverandører fra Bangladesh blev samlet til speed dating med danske modevirksomheder. Kemien var god og nye netværker blev skabt.

Speed dating arrangementet mellem danske modevirksomheder og bangladesiske leverandører fandt sted i onsdags i fornemme rammer i den gamle Børsbygning i København. 11 leverandører med tøjstativer og bæredygtighedscertificeringer var linet op langs lokalet parate til at imødekomme indkøbere fra de 23 danske brands, som var repræsenteret ved arrangementet.

Speed dating eventet er blevet arrangeret af Danish Fashion Institute i samarbejde med Danida gennem Fashion Links projektet, der har til formål at hjælpe industrien i u-landene.

”Vi oplever en positiv respons fra både danske brands såvel som fra leverandørerne. Blandt andet var der flere danske brands, som gav udtryk for, at de havde fået sig brugbare kontakter til fremadrettet produktion,” fortæller Christina Iskov, der er produktionsassistent hos Dafi, og som blandt andet har sørget for kontakten med leverandørerne og de danske mærker.

Afliver fordomme om produktion i Bangladesh

Leverandørerne fra Bangladesh var glade for muligheden for at møde potentielle danske kunder og få et indblik i, hvad der rører sig i Norden. De kunne samtidigt se, at eventet også kommer de danske indkøbere til gode, da der er tid og penge at spare.

”Man kan hurtigt spilde en hel rejse til Bangladesh, når man skal finde dygtige og troværdige leverandører, for det altid er en satsning, om man vil passe sammen. Her har indkøberne haft mulighed for at gå fra bord til bord og netværke med flere leverandører på en gang,” fortæller Enamul Haque Bipul, som er sourcing- og udviklingschef hos A One Dress Makers, der hovedsageligt har erfaring med levering af tøj til europæiske markeder.

Peter Norby Olesen, som reprænsenterede firmaet Esquire Knit Composit, der blandt andet leverer tøj til Bestseller, sagde, at han især havde glædet sig over det spændende setup mellem danske Bangladeshiske firmaer.

”Arrangementet kan være med til at bryde med nogle af de fordomme, der findes omkring produktion i Bangladesh. Industrien i Bangladesh har rykket sig meget i forhold til kvalitet gennem de sidste år,” siger Peter Norby Olesen.

Arrangementet er nummer to ud tre planlagte arrangementer. Der har tidligere været speed dating med producenter fra Vietnam, og næste gang vil der være mulighed for at møde producenter fra Pakistan.