Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
MODEUGE

Brands på Revolver: Nye tiltag giver god stemning

Det er glade virksomheder, Fashion Forum møder på Revolvers sidste dag. De fleste er tilfredse med messens udfald og med det nye Revolver Village-koncept.
Det er glade virksomheder, Fashion Forum møder på Revolvers sidste dag. De fleste er tilfredse med messens udfald og med det nye Revolver Village-koncept.

Den brune Kødby er i disse modeugedage forvandlet til Revolver Village. En rød løber fører indkøbere og besøgende fra Tietgensgade ind i et område, der summer af liv, som man ikke normalt finder på disse vesterbroske fliser.

Under en enorm pavillon er virksomheder og kunder bænket, mens baristaer i baren sørger for kaffe til de trængende for 30 kroner, og en duft af pizza fra tre store stenovne minder maven om, at det snart er frokosttid.

Bedre end sidste år

Lige ved siden af finder vi de to første udstillingshaller. Herinde står Daniel Uggerhøj, der er sælger hos Minimum. Mærket udstillede sidste år i Lokomotivværkstedet, og han er glad for Revolver Village:

”Det her er helt klart bedre end sidste år. Det er rigtig fint, at det hele er samlet, og trafikken af indkøbere er bedre,” fortæller han til Fashion Forum.

LÆS OGSÅ: ”Revolver samler sine messeaktiviteter på én lokation”

I gåafstand fra den ene udstillingshal ligger Øksnehallen, der også dannede rammerne om en af messens lokationer sidste år. Her deler salgsdirektør i Asger Juel Larsen Mike Massoulier Eriksen roser ud til det nye koncept:

”Jeg er topimponeret. Det er et super fedt set-up, som Christian Maibom har stablet på benene, og det kan jeg kun rose. Desuden er det godt velbesøgt med kunder, så jeg er tilfreds på alle måder,” fortæller han til Fashion Forum.

Valgte messe ud fra lokation

Placeringen var en af de afgørende faktorer, da tøj- og pelsmærket Ravn valgte messe. Og her vandt Kødbyen.

”Lokationen er grunden til, at vi har valgt Revolver. Jeg synes, der har været en fed stemningen, og Revolver Village er et fedt initiativ. Her er en meget bedre stemning end sidste år,” fortæller Simon Glenstrup, PA til virksomhedens administrerende direktør.

Han nævner dog også, at der har været en del logistiske problemer, og at mange venter i for lang tid på at få mad.

Det overskygger dog ikke hans glæde ved at ligge på messen. Måske fordi han netop har landet en stor, eftertragtet kunde i Milano.

LÆS OGSÅ: ”Modeugens messer byder på nye tiltag og skarpe lokationer”

I dag er modeugens sidste officielle dag, og dermed også sidste dag, Revolver-messen holder åbent.