Ny Bestseller fond vil bekæmpe fattigdom
Bestseller har netop etableret en ny fond, der med finansielle midler til iværksættere og virksomheder sættes ind i kampen mod fattigdom i Afrika, Kina og Indien.Den danske modekoncern Bestseller anvender blandt andet producenter i Afrika, Kina og Indien. Nu står virksomheden klar med tiltag, der skal hjælpe lokalsamfund i disse områder, hvor der er ekstrem fattigdom. Det er især vækst og udvikling, der er brug for.
“Den nye Bestseller fond har til formål at yde et bidrag til at bekæmpe fattigdom ved at investere i – og yde lån til – projekter og virksomheder, der kan generere arbejdspladser, vækst og udvikling til gavn for mennesker i nød,” siger Anders Holch Povlsen, direktør for Bestseller, i en pressemeddelelse.
LÆS OGSÅ: “Hjælp til bomuldsfarmere i Afrika virker”
Bestseller fonden lægger derfor fokus på at yde lån og investeringer i virksomheder, der vil skabe arbejdspladser, hjælpe fattige samfund og fremme bæredygtigheden i økosystemer.
“Ved at give lån og kanalisere egenkapital ønsker Bestseller fonden at tilskynde fremtidige partnere til at tage mere ansvar og forfølge vækst og udvikling af deres virksomheder, der i sidste ende vil hjælpe folk til at hjælpe sig selv,” siger Anders Holch Povlsen.
LÆS OGSÅ: “Svenske brands lærer producenter om bæredygtighed”
Hos Bestseller er tilgangen at støtte virksomheder og projekter til selvhjælp, og tilskud samt donationer vil derfor kun blive ydet, når det er mest nødvendigt.