Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
INNOVATION & BÆREDYGTIGHED

Vinder af modeshow for genbrugstøj sprang ud med faldskærmskjole

Vinderen af Copenhagen Secondhand Fashion Show gik til designstuderende Maria Ryom, der fik ros fra dommerpanelet for hendes kjole af en faldskærm.
Vinderen af Copenhagen Secondhand Fashion Show gik til designstuderende Maria Ryom, der fik ros fra dommerpanelet for hendes kjole af en faldskærm.

Tidligere på måneden blev der afholdt Copenhagen Secondhand Fashion Show, hvor 20 designstuderende fra København skulle fremvise kreationer af brugte tøjmaterialer.

Vinderen blev Maria Ryom fra VIA Design, og hun havde valgt at finde sin inspirationskilde med udgangspunkt i hendes fars beskæftigelse som soldat, hvorfor designet skulle produceres af en letvægtsfaldskærm.

”Anvendelsesmulighederne i materialet er enorme, hvilket udfordrede mig som designer. Jeg var så privilegeret at modtage en komplet faldskærm, hvor de forskellige materialevalg kunne danne baggrund for flere detaljer i kjolens udfoldelse. Valget af en gulvlang kjole skyldes letheden i faldskærmens udtryk,” siger Maria Ryom.

LÆS OGSÅ: ”Designere fremviser brugt tøj ved nyt modeshow”

Dommerpanelet bestod af Hummel-direktør Christian Stadil, Danish Fashion Institute direktør Eva Kruse, radio- og tv-vært Emil Thorup, blogger Marie My og moderedaktøren Line Hindsgaul.

De gav Maria Ryom 45 ud af 50 mulige point for hendes kreation, hvor de lagde vægt på de gode detaljer med flet på fronten, god sammenstyling og overordnet et genialt håndværk.

Selv fandt Maria Ryom det interessant og udfordrende, at hele designet skulle laves på bæredygtig vis, som hun har store forventninger til i fremtiden.

LÆS OGSÅ: ”EcoChic Design Award får igen nordisk islæt”

”I modeindustrien, som er det fjerde største eksporterhverv i Danmark, har vi som designere også et ansvar for at kommunikere vigtigheden af et bæredygtigt design ud til forbrugerne,” siger hun.

Ud over titlen som den første vinder af Copenhagen Secondhand Fashion Show løb Maria Ryom også af sted med 10.000 kroner.