Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Illum slår dørene op til high end-dameetage

Illums længe ventede anden sal åbnede i går officielt for forbrugere fra Danmark såvel som fra udlandet, og det er udtryk for en anerkendelse af København som væsentlig modedestination siger den administrerende direktør i luksus-stormagasinkæden bag, La Rinascente.
Illums længe ventede anden sal åbnede i går officielt for forbrugere fra Danmark såvel som fra udlandet, og det er udtryk for en anerkendelse af København som væsentlig modedestination siger den administrerende direktør i luksus-stormagasinkæden bag, La Rinascente.

København er en langt vigtigere kulturel destination, end danskerne selv er helt klar over. Det slog administrerende direktør i La Rinascente Alberto Baldan fast til gårsdagens åbningsarrangement af Illums anden sal, der er dedikeret til damemode.

La Rinascente ejer en succesrig kæde af italienske stormagasiner. Siden 2013 har de også ejet Illum, som de har renoveret gennemgribende. De er tilfredse med, at det med det nye Illum er lykkedes at skabe en shoppingdestination med internationalt format samtidig med, at den nordiske imødekommenhed og elegance træder tydeligt frem.

”Nu siger du, at der er en blanding af elegance og luksus men samtidig en stor imødekommenhed, hvor man føler, at her kan man faktisk godt gå ind. Men netop det – blandingen af luksus og imødekommenhed – er faktisk meget dansk,” siger Alberto Baldan til Fashion Forum. Han mener, at København er på vej til at blive en af verdens vigtige modemetropoler.

”Moden er en del af den buzz, der er i byen. Ud over i moden, ser man det også i designet og med maden. København har forholdsmæssigt flere Michelin-restauranter, end vi har i Milano og Rom til sammen. Det er unikt, og vi vil gerne være med i København og byens evne til at tiltrække folk udefra,” siger han og fortæller, at han i længere tid er kommet i København helt op til et par gange om ugen, hvor han nyder det nye nordiske køkken og stemningen i byen, som han betegner som ”vibrant”.

Illum skal være en international succes

Også Monica Marsilli, der er merchandising- og indkøbschef i La Rinascente, fortæller, at de italienske luksus-connoisseurs længe har haft et anerkendende blik på København som mode- og shoppingdestination.

”Allerede inden vi købte Illum, kom vi jævnligt i København, fordi det er sådan en levende scene. København er et knudepunkt for Skandinavien, og der er ikke noget, der taler imod, at det nye Illum skulle blive andet end en international succes,” siger hun til Fashion Forum.

Monica Marsilli slår samtidig fast, at La Rinascente ikke ønsker at ændre Illums brand. La Rinascente har selv over 150 års erfaring med at drive stormagasin og påskønner det brand Illum, som blev stiftet i 1891, allerede har.

Vil både investere tid og penge

La Rinascente har tidligere bebudet, at de er rede til at skyde en halv milliard kroner ind i Illum for at få stormagasinet op i en international liga. Men ud over penge er de italienske ejere også indstillede på at investere tid i projektet.

”Det tog os ni år at skabe Milanos absolut bedste indkøbscenter. Og det, vi ønsker, er også at være nummer et her i København og i hele Skandinavien,” siger Monica Marsilli.

Hun mener, at luksusvarer generelt er vigtige for moden.

”Luksusvarer driver modemarkedet, fordi de skaber den drøm, som trækker forbrugerne ind. Det, vi så gør, er at skabe et miljø, det er rart at være i. Det vigtigste for os er at give de besøgende en god oplevelse,” uddyber hun og sammenligner nutidens stormagasiner med tidligere tiders markedspladser, hvor man både stødte på folk, man kendte, blev underholdt og inspireret, kunne spise og foretage indkøb.

Illum vil indenfor kort tid melde officielt ud, hvad er skal ske med stormagasinets øverste etage. Men Fashion Forum kan fortælle, at det, der vil være på øverste etage, vil være med til at gøre det endnu mindre nødvendigt for kunderne at gå udenfor bygningen.

International luksus skal trække fokus til dansk mode

Ved en middag med mad fra Restaurant 20A og dermed den bedste del af det nordiske køkken opsummerede Illum og La Rinascente-teamet, at de indenfor de seneste 12 måneder har introduceret 205 nye brands. De spænder fra de helt store internationale til de gode danske med international appel. Således ligger Ganni, Stine Goya og By Malene Birger på anden etage, hvor man også kan finde Martin Margiela og Kenzo – alt sammen noget man møder efter i stuen at være passeret forbi Céline, Valentino og Saint Laurant.

Mikset af de helt dyre og eksklusive luksusbrands med danske mærker er en del af planen for at gøre København til en international shoppingdestination.

”Vi regner med 50 procent lokale og 50 procent internationale kunder. Luksusmærkerne tiltrækker de internationale luksuskunder, som dermed også bliver eksponeret for de gode danske brands. Der er en gruppe potentielle kunder, der ikke vil komme, hvis de ikke også har adgang til de store internationale mærker. Turisterne er en vigtig kundegruppe, og de har efterspurgt de internationale mærker. Og da de nu ligger sammen med de danske, forventer vi et mersalg af begge dele,” siger Monica Marsilli.

Illums ombygning og relancering forventes endelig færdig i 2017. Åbningen af de nye anden sal fejres med flere forbrugerrettede initiativer frem til den 15. november. Den 14. november løfter stormagasinet desuden sløret for sine julevinduer ud mod Strøget, hvilket Illum lover bliver både innovativt og spektakulært.