Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Luksusmærke vinder stor sag om kopivarer

Det italienske mærke Belstaff har vundet en sag om kopivarer, hvor den anklagede er blevet dømt til at betale 294 millioner kroner i erstatning.
Det italienske mærke Belstaff har vundet en sag om kopivarer, hvor den anklagede er blevet dømt til at betale 294 millioner kroner i erstatning.

Luksusmærket Belstaff har vundet en stor sag om kopivarer ved en amerikansk domstol. En person er blevet dømt til at betale 294 millioner kroner (42 millioner dollars) i erstatning, hvilket resulterer i, at 676 hjemmesider overdrages til Belstaff.

”Vi er meget tilfredse med denne dom. Der er andre luksusmærker, der har nydt godt af den amerikanske lov vedrørende kopivarer, men vi mener, at vores sag har hævet barren endnu højere takket være det hidtil usete antal hjemmesider, der er blevet taget ned på én gang,” udtaler Elena Mauri, chefjurist for Belstaff, i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ: ”Luksusmærker angriber kopivarer på nettet”

Det er det verdensledende softwarefirma inden for varemærkebeskyttelse, MarkMonitor, der har været med til at oprette et program, som kan overvåge alt fra e-handelsbutikker til individuelle hjemmesider, der sælger kopivarer.

Dommen glæder også administrerende direktør for Belstaff, Gavin Haig, som anser e-handel for at være en vigtig drivkraft for vækst hos det britiske luksusmærke.

”Men da vi så de klare fordele ved at vove sig ud i detailhandel på nettet, var vi klar over de potentielle negative virkninger i form af kopivarer. Lige fra starten besluttede vi os for at holde vores kunder fra at blive ofre for kopivarer. Vi ønsker at gøre alt i vores magt for at beskytte vores loyale kundebase og vores succesrige 91-årige historie,” siger Gavin Haig.

LÆS OGSÅ: ”Kinas e-handel flyder med kopivarer”

De fleste af kopivarerne var jakker og andet overtøj, især kopier af Belstaffs bedst sælgende læderjakker. MarkMonitor afslørede i alt 3.000 hjemmesider, der sælger kopivarer af Belstaff. Heraf blev mere end 800 af hjemmesiderne kontrolleret af en enkelt person i Kina.