International opbakning til grøn agenda i København
Til maj kommer København til at stå i bæredygtighedens navn – intet mindre end tre internationale konferencer finder sted i forlængelse af hinanden - alle i DRs Koncerthus.Planet Textiles er en af de største bæredygtighedskonferencer i Asien, som nu har valgt at lægge sig midt imellem Sustainable Apparel Coalitions (SAC) årlige medlemsmøde og Copenhagen Fashion Summit.
København kommer til at danne ramme for de vigtigste agendaer inden for bæredygtighed i den internationale mode- og tekstilindustri, og ligeledes tiltrække verdens førende eksperter på området. Eksempelvis plejer Planet Textiles at afholdes i Shanghai, og der vil derfor uden tvivl komme mange producenter fra Kina.
Planet Textiles fokuserer på de tekniske detaljer omkring de nyeste teknologier inden for bæredygtige tekstiler, og det er primært bæredygtighedseksperter, som deltager, og udbyderne af de nyeste teknologier. De overtager Koncerthuset fra SAC, der er tekstilbranchens foretrukne allierede i forhold til hvad der sker, og skal ske, inden for bæredygtighed, og hvis medlemmer tæller 175 virksomheder – heriblandt Nike, Burberry, Walmart, H&M og Adidas.
Det er MCL Global, som sammen med Messe Frankfurt, står bag Planet Textiles. MCL Global står bag tekstilbranchens miljømagasin, EcoTextile News. Planet Textiles har i år indgået et særligt samarbejde med SAC, hvor SAC er med i udformningen af programmet. SAC-medlemmer samt abonnenter på EcoTextile News får gratis adgang til Planet Textiles. Da der er max 400 pladser, gælder først-til-mølle-princippet.
Den bæredygtige uge sluttes af med topmødet Copenhagen Fashion Summit den 12. maj, hvor nogle af modebranchens største spillere kommer, og giver deres input til, hvad der skal stå øverst på den bæredygtige dagsorden for modens vedkommende.
Det hele foregår fra den 9. – 12. maj.
Læs mere om registrering og tilmelding her:
Planet Textiles
Cophenhagen Fashion Summit
LÆS OGSÅ: ”Derek Blasberg er vært til Fashion Summit”