Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Organic Basics: Mænd har deres undertøj i alt for mange år

Detailleddet er skåret væk, logoer og overpriser ligeså. Onlinebrandet Organic Basics forener, ifølge medstifter Christoffer Immanuel, en mangelvare på undertøjsmarkedet for mænd: bekvemmelig og æstetik.
Detailleddet er skåret væk, logoer og overpriser ligeså. Onlinebrandet Organic Basics forener, ifølge medstifter Christoffer Immanuel, en mangelvare på undertøjsmarkedet for mænd: bekvemmelig og æstetik.

Organic Basics er en hybridvirksomhed, der fokuserer lige dele på tech og mode pakket ind i et grønt værdisæt af GOTS og OekoTex-certificeret bomuld. De laver underbukser og strømper til mænd.

Der var to veje, som ledte de fire Aarhus-drenge og studiekammerater bag brandet, Christoffer Immanuel, Mads Haugsted, Alexander Christiansen og Mads Fibiger, ind på sporet til at starte deres eget: bekvemmelighed og æstetik.

”Vi var enige om, at der måtte være en nemmere måde at købe kvalitetsundertøj på. Hvorfor skal jeg gå ned i en butik og betale for et stykke tøj, når jeg ikke en gang kan prøve det? Og det udvalg jeg bliver mødt med, når jeg kommer ned i butikken, er over-brandet med logoer. Så vores udgangspunkt var, at det skulle være nemt at komme til, minimalistisk design og god kvalitet,” fortæller Christoffer Immanuel og forklarer, at alt kommunikation omkring brandet er digitalt, det samme er salgskanalen og ingen af Organic Basics produkter er at finde i fysiske butikker.

“Det er ikke definitivt, at vi ikke vil i butikker, men lige nu er planen online. Skulle den rigtig konstellation for detail byde sig, er vi altid åbne,” siger Christoffer.

Abonnér på dit undertøj
Sammen med strømper er underbukser det stykke tøj, vi har på i længst tid af gangen hver dag. Og i stedet for at blive en del af en modebranche, der hele tiden skal genopfinde sig selv, tog Organic Basics beslutningen om at gøre det, der for dem giver endnu bedre mening: At rebrande og kvalitetssikre et allerede eksisterende stykke tøj, som er uundværligt i enhver garderobe.

”Det altså ret vigtigt, at underbukser er behagelige og sidder godt. En undersøgelse viser, at mænd gennemsnitligt har deres undertøj i syv år. Det er jo alt for lang tid.”

Konceptet er følgende: man abonnerer på Organic Basics produkter igennem forskellige abonnementsordninger, og kan således selv bestemme, hvornår man trænger til en ny sending af underbukser og strømper. Det koster ikke noget at melde sig til, ligesom der ikke er nogen bindingsperiode – man kan melde sig fra igen, fra dag til dag, uden omkostninger.

”De fleste vælger en ordning hvor de får to par strømper og to par underbukser i kvartalet. Indtil videre er det 20.000 styk, der er sendt af sted, og vi vækster lige nu med 20% om måneden.”

Ekspansionsdrømme
Før de fire partnere kastede sig ud i at stable en hel virksomhed på benene, blev de enige om, at teste konceptet af på Kickstarter.

”Vi blev nødt til at undersøge, om den almene forbruger kunne se ideen i det. I løbet af 48 timer var der tikket $10.000 ind, og det talte sit tydelige sprog. Interessen var der, og derfra lød startskuddet,” siger Christoffer.

Fordi alt foregår online, og detailleddets avance er taget ud af ligningen, kan Organic Basics holde deres omkostninger på et minimum, og plantegningerne til at ekspandere forretningen er under udformning. Vækstpotentialet forgrener sig både i retning af udlandet, og hen imod at udvide det eksisterende sortiment med t-shirts til herre, og forhåbentlig på sigt, og en undertøjslinje til kvinder.

”Lige nu er 90% af markedet dansk. Vi har kunder i 14 lande, men det er mere tilfældigt, og ikke fordi det har været et strategisk valg. Endnu. For det er planen, at der i Q2 skal optimeres, således at vi bliver gearet til at levere i Europa, ligesom forretningen skal rulles ud på det svenske, norske og britiske marked,” slutter Christoffer Immanuel.