En solid succes for Revolver i Milano
12 skandinaviske brands tog med Revolver på messe i Milano – et tiltag, der både skal fremme det danske modefælleskab og lave larm for dansk design i udlandet. Her er reaktioner fra weekenden.Efter to års arbejde blev samarbejdet mellem White og Revolver en realitet, og Christian Maibom rejste i torsdags med et hold af 12 brands til Milano.
”Det er sundt for en messe, så vel som brands at komme lidt udenfor eget kongedømme. Man bliver mindet om, hvor mange dygtige mennesker, der arbejder i denne branchen og, at man skal blive ved med at gøre sig umage. Selvom brandsene er konkurrenter derhjemme, så er det et kraftfuldt signal for dansk mode at sende, at vi kan tage af sted sammen og under samme paraply,” siger Christian Maibom.
Stemningen var god i den skandinaviske lejr, og alle var enige om, at det var en god måde at tage på messe på – især hvis man ikke allerede har en fod indenfor på det italienske marked. Selvom ordrebøgerne ikke blev fyldte i Milano, så kunne tilstedeværelsen noget andet – eksempelvis var der mange asiatiske indkøbere, så der har været en mulighed for at skabe et netværk der, og for manges vedkommende skal der følges op på aftaler i næste uge, i Paris.
Norse Projects Wholesale Manager, Tom Bettinson, har til daglig base i London, og det er første gang, at Norse Project er med – både på White og i august, på Revolver.
”Vi er normalt i London, Paris og New York. Men det er en god måde at støtte op om Københavns modeuge på, og det vil vi gerne – så nu prøver vi Milano af. Revolver på White er en godt tiltag – det er godt at lave al den larm, vi kan, for dansk mode i udlandet.”
Jonas Bier er relativt ny i modefolden med mærket Nosomnia – februar AW15 var brandets første kollektion. Han var også på White sidste år, men dengang som nu, er det mest for netværkets skyld.
”Det er et godt initiativ, og fedt, at vi alle står sammen hernede. På den måde er det også spændende at se, hvilke kunder de andre har – og se om vi tiltrækker de samme.”
For det er ikke nemt som nystartet at navigere i, hvor det er bedst at være repræsenteret. Indtil videre har Jonas Bier valgt Berlin fra, fordi der er for meget streetwear. Til gengæld bliver der gjort meget ud af Paris-showroomet, som han skal videre til efter Milano.
”Jeg havde også overvejet Tokyo, men det er først i oktober. Det vil sige, at jeg først kan lukke ordrer derefter, og det bliver alt for sent i forhold til resten af produktionen.”
Selvom det er interessant at få en fornemmelse for det sydeuropæiske marked, så er der andre steder Jonas Bier hellere satse på:
”Italienerne er svære at lave forretning med, synes jeg. Mange vil have 90 dages betalingstid efter levering, og det kan jeg slet ikke, med den størrelse min virksomhed og økonomi har– det er for risikabelt.”
Simon Haspang står for Whyreds salg og butikker i Danmark. Han istemmer koret fra hans rejsefæller – den fælles indsats sender et godt signal.
”Det er første gang, at vi er på White – vi har været på Pitti en enkelt gang, men der var timingen ikke rigtig for vores brand. Det her er den rigtige måde for Whyred at være af sted på – som en del af et skandinavisk univers. Hvis vi bare lå for os selv, ville chancen for at blive misforstået blandt alle de italienske brands være stor. 90% af vores marked er i Skandinavien, men tiden er også til at kigge andre steder hen. Vi har umiddelbart ikke noget marked i Italien, og det er primært de asiatiske indkøbere, vi har taget en føler på hernede,” slutter han.