Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
MODEUGE

”At være på messe, er en del af at være et dansk modebrand”

Da Revolver lakkede mod enden fredag herskede der overordnet god og tilfreds stemning blandt de danske brands.
Da Revolver lakkede mod enden fredag herskede der overordnet god og tilfreds stemning blandt de danske brands.

En udsagn, der går igen hos mange af de adspurgte brands, er, at hvis man er et dansk brand, så skal man også være på en dansk messe.

”Messen i København er faktisk den eneste vi er på, ellers arbejder vi kun ud fra showroom, da den en-til-en kontakt vi kan have der med indkøberne, fungerer meget bedre. Men vi er her, fordi det er en del af det at være et dansk modebrand, at man støtter op om branchen,” siger ejer af Stig P., Anders Schroll, og fortsætter:

”Det har været en god messe, der har levet op til forventningerne. Der har endda også været plads til et par overraskelser rent salgsmæssigt, og det havde jeg ikke regnet med, i og med at modeugen ligger så sent.”

Det udsagn ekkoer Baum und Pferdgarden:

”Vi er til stede på denne messe, fordi vi er et dansk brand, der gerne vil støtte op om dansk mode. Vi er her for at få nye kontakter og for at netværke. Vi har fået flere henvendelser end sidste år, så interessen har været meget stor, og vi er også at finde på Revolver næste sæson,” lyder meldingen fra brandets International Sales Manager, Dana Østergaard Ratzabi.

Bevar København som Skandinaviens modecentrum
En af dem, der var på sommermesse for første gang, var Andersen-Andersen. De arbejder normalt kun med uldprodukter, og derfor er februars messe mere relevant for dem. Men de har netop lanceret en kollektion af bomuld, der kom hjem lige i tide til at vise den på messen.

”Beslutningen blev taget meget i sidste øjeblik, så det taget i betragtning vil jeg sige, at det er gået over al forventning. Vi er ved at opstarte en B2B-platform, så vi har ikke taget imod ordre her, men har et fuldt booket showroom i løbet af ugen, og flere ugers opfølgende arbejde at tage fat på, ” fortæller Sales Coordinator, Monica Telling. 

Ifølge Head of International Sales hos Samsøe & Samsøe, Vitus Overgaard, så er det at være på messe, lidt lige som at speeddate:

”Vi er glade for, den måde messen er samlet på i år. Det gør det også nemmere for indkøberne at komme rundt til mange. Chancen for, at vi er her næste sæson, er stor. Vi bakker op om modeugen og vil gerne hjælpe med at bevare København som Skandinaviens modecentrum.”

Kent Rau Madsen er CEO og stifter af skobrandet Garment Project. Han ved med sikkerhed, at de skal på messe i København næste år, men om det bliver CIFF eller Revolver, er endnu ikke afgjort.

”På en skala fra 1 til 10, synes jeg, at vores messe har været en god 7’er. Nu skal vi ud og følge op på de møder vi har haft, men jeg er meget optimistisk. Vi har fået otte-ni nye kunder. Alle tre dage har været godt besøgt, og vi har haft indkøbere fra Tyskland, Holland, Sverige, Norge og Island forbi, og generelt har indkøberne har været godt repræsenteret.”

Selv om Marie Bredsted, der er PR- og Marketingansvarlig hos Storm & Marie godt kunne have ønsket, at lidt flere indkøbere fra udlandet var kommet forbi, så er hun tilfreds med, hvordan de tre messedage forløb.

”Vi har skåret ned på udenlandske messer, så vi kun er på Revolver, netop for at møde de internationale indkøbere her. Vi har fået mange nye kunder fra Danmark, men ikke så mange fra Tyskland, som vi ellers havde regnet med,” forklarer Marie Bredsted. Med det betyder dog ikke, at Storm & Marie ikke kommer igen:

”Vi er på Revolver næste sæson. Der er en rigtig god stemning, og vi føler, det er det rigtige sted for os,” slutter hun.