Net-a-porter indkøbere er begejstret for modeugen
Flere danske brands får flotte ord med på vejen, og det samme gør modeugens placering i sæsonens kalender.Onlinegiganten Net-a-porter havde i sidste uge to af deres kerneindkøbere med på den københavnske modeuge. Lisa Aiken er Retail Fashion Director og Sophie Quy er Fine Jewellery Buyer, og de havde begge høje forventninger til, hvad de kunne vente sig.
”Jeg var glad for at se den veldefinerede, skandinaviske stil, som virkelig får international opmærksomhed,” siger Lisa Aiken og fortsætter:
”Når vi leder efter nye brands, er det ud fra kriterier om, at designeren har et meget defineret udgangspunkt eller har et særegent kendetegn, som ingen andre har, hvordan produktet tager sig ud, og hvad vi tror på, at den globale forbruger vil kunne lide.”
Lisa Aiken forklarer, at der altid bliver lavet en masse research på brands forud for messer og modeuger, men når alt kommer til alt, handler det om mavefornemmelse, og hvad hun tror på, hendes målgruppen vil falde for. Og allerede inden modeugen gik i gang, havde danske brands fanget Net-a-porter indkøberens opmærksomhed.
”Vi har netop lanceret Ganni, og det var en fornøjelse at at se deres kollektion. Ligeledes kommer Saks Potts til at ligge hos os fra september, så deres hold var jeg også være forbi,” siger hun og uddyber, hvordan hun arbejder:
”Net-a-porter er kendt for at være en destination for nye brands. Når vi tager et brand ind, handler det mere om, hvor meget vi tror på det, end hvor mange år det har på bagen. Og så har det i den grad betydning for vores beslutning, hvordan og hvor meget et brand er tilstede på de sociale medier. Vi har altid afsat et budget til nye brands hver sæson. Det var faktisk mine første SS17-aftaler jeg havde under Copenhagen Fashion Week, så den københavnske modeuge ligger ikke sent i forhold til mit indkøbsprogram.”
Sophie Quy, Fine Jewellery Buyer, der primært besøgte København for at deltage i The Jewellery Room i fredags, er af samme opfattelse.
”Indkøbssæsonen løber fra juni til oktober, og Copenhagen Fashion Week falder lige i midten – det er en stor fordel, at der ikke ligger andre modeuger oveni, så vi indkøbere kan være ordentligt til stede og har tid til at tænke ordrene igennem.”
Hun er især begejstret for The Jewellery Room, som hun kalder et super spændende initiativ, særligt med den nye onlineplatform, der bygger en digital bro mellem smykker og mode og, som Sophie Quy påpeger, i sidste ende er en kæmpe fordel for indkøbernes arbejde.
”Jo mere jeg kender et brand i forhold til identitet og vision, jo bedre, da det er vigtig for os, at dette bliver videregivet til vores kunder. For os som indkøbere er også relevant at have kendskab til brandets andre forhandlere samt generelle forretningsudvikling, for bedst mulig at agere komplimenterende partner og for at kunne hjælpe dem med at vækste,” forklarer hun og fortsætter:
”Jeg er rigtig begejstret for Maria Black – vi har arbejdet sammen de sidste par år, og vores kunder er vilde med de kollektioner, hun leverer. Jeg ser altid masser af brands, som jeg kan lide, men hvor timingen for et samarbejde ikke er der. Når det er tilfældet, sørger jeg altid for at gense dem i flere sæsoner for at følge udviklingen – vi går meget op i at bygge stærke partnerskaber, og det er en af de bedste ting ved mit job,” understreger Sophie Quy afsluttende.