Ny app måler designeres miljømæssige fodaftryk
Sammen med Parsons School of Design, lancerer Kering Group en app, der skal implementere bæredygtighed blandt de studerende.Hvis man ikke har midlerne til at få lavet en Environmetal Profit and Loss-rapport (EP&L) kan det være svært at få konkretiseret, hvordan og især hvor meget ens tøjproduktion påvirker miljøet. Det gør Kering Group nu op med. Som et led i et større samarbejde med Parsons School of Design i New York har de netop lanceret app’en, My EP&L App, skriver ecotextile.com.
App’en skal give de studerende en ide om, hvor meget de aktiviteter, der er forbundet til tøjproduktion, påvirker de naturlige ressourcer og økosystemer. I samme ombæring lancerer Kering også et nyt fag på Parsons, hvor de studerende kan blive undervist i de metoder, der danner grundlag for at lave en EP&L-rapport. Formålet med både faget og app’en er, at de studerende bliver mere bevidste om bæredygtighed i deres design, og at det inkorporeres som en måde at tænke på – på lige fod med alle andre parametre i en designproces.
Kerings app er en forenklet udgave af en EP&L og kan som sådan ikke erstatte rapporten. Men den kan være god at have ved hånden, fordi den kan give et umiddelbart indtryk af, hvor meget ens ressourcevalg påvirker miljøet. For at udregne det, skal man indtaste følgende informationer:
1) Design – en kjole, jakke, bukser eller andet. 2) Materiale i sin rå form, f.eks. uld, cashmere eller læder. 3) Dernæst hvor materialet kommer fra. 4) Slutteligt hvor produktionen af designet skal foregå. Ud fra de informationer analyseres indvirkningen på drivhusgasser, luftforurening, vandforurening, vandforbrug, affaldsgenerering samt ændringer i økosystemet ud fra hver kategori med henblik på at beregne et produkts samlede, miljømæssige fodaftryk.
App’en er gratis og kan downloades her.