Her blomstrer korruptionen
Transparency International udgav i går deres årlige index over korruption i verdens lande. Mange danske modevirksomheder producerer i lande, der ligger i bunden af listen.Transparency International udgiver hvert år et index over korruption i verdens lande. Indexet forsøger at afspejle samspillet mellem korruption og ulighed, idet udbredt korruption ofte leder til krænkelse af menneskerettigheder, social eksklusion og spænder ben for bæredygtig udvikling i samme lande.
Danmark kan bryste sig af at ligge på en delt første plads med New Zealand, ikke overraskende med Sverige og Finland på de efterfølgende pladser.
Kigger man nederst i tabellen af de 176 lande i indexet, finder man en række af de lande, som er mange danske modevirksomheders foretrukne produktionslande. Og ifølge tal fra Danmarks Statistik, er der i den danske modeverden tydelige tegn på, at man bevæger sig ned af listen og ikke op. Mange har nemlig valgt at flytte produktionen fra Kina (nr 79 på listen ud af 176) til lande som Myanmar (136), Bangladesh (145) og Cambodja (156).
Netop Cambodja fremhæves af Transparency International, som det mest korrupte land i Asia Pacific-regionen. Det fremhæves blandt andet, at civile rettigheder er meget begrænsede, og at arbejde med menneskerettigheder møder stor modstand fra den siddende regering, hvilket afspejles i trusler og angreb på involverede parter.
Et index er ikke en absolut sandhed
Hvorfor danske modevirksomheder vælger at flytte produktionen til lande med et juridisk usikkert grundlag, kan der være mange grunde til, men en oplagt forklaring er lavere lønninger. Og det er ikke nødvendigvis en dårlig ting ifølge International Chef for DM&T Michael Hillmose:
”Pris er stadig et meget vigtigt konkurrenceparameter for mange danske modebrands, og derfor må man også følge med, når nye muligheder opstår. Modebranchen er ofte først, når nye lavtlønnede lande tilbyder arbejdskraft, da branchen stadig er så arbejdskraftintensiv. Ligesom det tidligere var tilfældet med Kina.”
At korruptionen blomstrer i et land behøver ikke betyde, at der er noget som helst galt med de specifikke produktionssteder, som danske virksomheder benytter. Dog fremhæver Chief Content Officer i Danish Fashion Institute Jonas Eder-Hansen, at man gør klogt i at forberede sig godt, når man vælger samarbejdspartnere i lande med mangelfuld lovgivning og svage offentlige instanser:
“Det siger sig selv, at hvis man vælger at producere i lande, hvor man ikke er garanteret ordnede forhold, så skal man selv sørge for, at alting lever op til egne krav. Som en tommelfingerregel kan det siges at jo mindre man er sikret ordnede forhold via de offentlige myndigheder, desto større krav stiller det til ens egne retningslinjer for f.eks. korruption, arbejdsforhold med videre”.
Den samlede liste inklusiv kommentarer for hver region kan findes her.