Copenhagen Fashion Summit annoncerer årets værter
Model, Amber Valletta, og Monocle-grundlægger, Tyler Brûlé, skal sammen styre slaget gang ved Copenhagen Fashion Summit den 11. maj.Der er kun omkring en måned til, at Global Fashion Agenda slår dørene op for forårets største bæredygtigheds-event: Copenhagen Fashion Summit. Programmet tæller allerede en lang tække prominente talere, blandt andet Prabal Gurung er senest tilføjet til listen.
Årets værtspar er denne gang model, Amber Valletta, og Monocle-grundlæggeren, Tyler Brûlé. Amber Valletta gentager sin værtsrolle fra sidste år, og Tyler Brûlé får sin Copenhagen Fashion Summit-debut.
Amber Valletta har haft succes som både skuespiller og model, og hun er samtidig en dedikeret fortaler for bæredygtighed og ansvarligt forbrug. Hun står bag livstilsbrandet Master & Muse, og har produceret en række korte dokumentarfilm om mode og bæredygtighed under navnet ”Driving Fashion Forward”. Hun kender om nogen modebranchen fra sine mange roller både foran og bag kameraet, samt fra hendes position som mentor for CFDAs bæredygtighedskomite og som jurymedlem for H&M Global Change Award i 2015 og 2016.
Tyler Brûlé er også scenevant i modebranchen, da han står bag Wallpaper og Monocle – to udgivelser, det hver sætter dagsordenen inden for mode, design og kultur. Monocle har over 80.000 betalende læsere, og hver måned lytter over én million til mediets dertilhørende radio, M24. Tyler Brûlé har modtaget flere anerkendelser, blandt andet den britiske Society of Magazine Editors Lifetime Achievement Award, og i 2011 blev han tildelt ”Editor of the Year”-trofæet, som magasinet Ad Ages uddeler – en pris, som ingen anden international redaktør havde vundet før ham.
Side om side skal Amber Valletta og Tyler Brûlé føre de 1.200 gæster gennem de mange taler og paneldebatter. Læs mere om de offentliggjorte navne her.
Anmod om, og køb din billet her.