Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
INNOVATION & BÆREDYGTIGHED

KEA-studerende i semifinalen til EcoChic Design Award

Den verdensomspændende designkonkurrence, der hylder bæredygtig mode, har fundet sine 24 semifinalister, og i år er også Danmark repræsenteret.
Den verdensomspændende designkonkurrence, der hylder bæredygtig mode, har fundet sine 24 semifinalister, og i år er også Danmark repræsenteret.

For syvende år i træk vil miljø-NGO’en, Redress, afholde verdens største bæredygtige designkonkurrence, EcoChic Design Award. Konkurrencen hylder designtalenter, som arbejder målrettet på at mindske tøjindustriens miljømæssige fodaftryk, ved at vise, hvordan man kan skabe mode med mindre tekstilspild. Designere fra intet mindre end 46 forskellige lande ansøgte i år om deltagelse, hvilket betyder, at dette års udgave er den største til dato.

Nu er konkurrencens semifinalister fundet, og her er også Danmark kommet på verdenskortet. KEA-studerende Marta Dolska er en af de 24 heldige designspirer, som er med i kapløbet, når en international jury skal snævre feltet ind til 10 talentfulde modeskabere. Disse går direkte videre til finalen under Hong Kongs modeuge i september, hvortil de skal kreere en kollektion bestående af seks stykker tøj, der sætter fokus på reducering af spild.

Med krise kommer kreativitet
Marta Dolska har sin daglige gang hos Copenhagen School of Design and Technology (KEA), foruden at agere kreativ direktør for sit brand under eget navn, hvor hun sætter fokus på genbrugstekstiler og arbejder med rekonstruktionsteknikker på gamle herreskjorter. Hendes mål er at ændre folks tanker og vaner omkring modeforbrug og derigennem mindske den mængde affald, tøjindustrien producerer.

Ifølge grundlægger af Redress, Christina Dean, er det positivt at se, at så mange kommende designere har sat problemstillingen på dagsordenen og gerne vil være med til at gøre en forskel:

“Selvom mode fortsat er en af de mest forurenende industrier i verden, bliver vi også mindet om, via den overvældende mængde ansøgere, at med krise kommer kreativitet. Vi er overbeviste om, at denne nye bølge af designere fortsat vil bevise, at bæredygtighed ikke betyder, at man skal gå på kompromis med stil. Sammen kan vi gøre bæredygtighed mode til den accepterede norm,” siger hun i en pressemeddelelse.

De 10 finalister til EcoChic Design Award vil blive annonceret den 25. maj. Læs mere om Marta Dolska her.