Designer om bæredygtighed: ”Det er så svært at være firkantet”
Sådan lyder det fra Karin Bjørneboe, der med lys og lygte eftersøger flere initiativer med genanvendte materialer til hendes brand, Tricotage.At være bæredygtig designvirksomhed er lidt et paradoks i sig selv. For selv om tanken er at producere det gode stykke tøj, der tager alle de rigtig hensyn til miljø og mennesker, og er holdbart i kvalitet og design, så er faktum, at det jo stadig er ét stykke tøj mere, der bliver sendt ud i verden for at blive brugt.
Det er i hvert fald den konklusion, Karin Bjørneboe og hendes forretningspartner Ida Schmidt er kommet frem til på deres 10 år i modebranchen – hvoraf de sidste syv år har været som ejer af brandet og Nørrebro-butikken, Tricotage.
”Det er så svært at være firkantet og jeg har skulle acceptere at bæredygtighed er en kontinuerlig – og lang – proces,” siger Karin Bjørneboe.
De to designere har altid haft bæredygtighed som pejlemærke i deres arbejde med mode. Det har dog vist at være længere imellem teori og praksis end de troede.
”Vi startede ud med økologisk bomuld, fordi det var det, der var muligheden. Der er ingen tvivl om, at materialet dikterede designet til at begynde med, og det var balancen imellem hvad var vores vådeste drøm som designere og hvad var muligt, der skulle gå op. Vi var og er meget forelsket i hverdagsgarderoben, og har ikke brug for at spasse helt ud, men begrænsningen har været en udfordring,” fortæller hun.
Branchen bliver nødt til at løfte i flok
Virksomheden er nået til det punkt, hvor de gerne vil tage tage deres materialevalg et skridt videre fra uld, bomuld og hør, til eksempelvis genanvendt polyester. Men Karin og Ida bliver ved med at komme til kort i forhold til, hvor de skal finde det, de leder efter.
”Jeg er på konstant jagt efter leverandører. Jeg ville eksempelvis gerne bruge genanvendt polyester, men det er til høje stykpriser, hvor vi ikke kan være med,” siger hun og fortæller, at Tricotage får produceret i Litauen, og er med sine to halvårlige kollektioner den mindste kunde fabrikken har.
Det Tricotage-designerne efterlyser er flere initiativer med genanvendte tekstiler herhjemme – fra indsamling til færdige metervarer. Det ville, ifølge Karin Bjørneboe, også imødekomme lokal sourcing og produktion, og være med til at fordre et mere cirkulært modesystem i Danmark. Karin Bjørneboe er dog godt klar over, at det vil kræve nogle enorme kræfter at starte en sådan national indsamling. Kræfter, som det primært er svenske H&M, der har sådan som det store, globale modelandskab ser ud lige nu.
”Jeg er ret misundelig på H&M, og det, de er i gang med. Men de har også et stort ansvar, eftersom de jo sender ekstrem meget tøj ud i verden. Jeg er klar over, at der nødvendigvis må være startvanskeligheder, som eksempelvis hvordan man sikre stabile leverancer af metervarer, hvordan man indsamler tekstilerne og så videre. Men jeg ville stadig ønske, at branchen herhjemme havde ambitionerne,” siger Karin Bjørneboe.
Men hvad gør de selv i Tricotage? Helt fra starten har størstedelen af tøjet, været GOTS-certificeret.
”Det har været en strategisk beslutning og investering for os, og er rygraden i brandet. GOTS vækker efterhånden genklang hos folk og samtidig er det en fantastisk allround certificering og et perfekt redskab for mindre tøjfirmaer, der ønsker miljømæssig og social ansvarlighed i deres produktion. Jeg forsøger at holde mig opdateret i GOTS’ egen database i forhold til materialer, ligesom jeg har hægtet mig på et projekt i Herning, der udelukkede forsker i og udvikler på genanvendelse af tekstiler,” forklarer Karin.
I Tricotage ønsker man sig en dansk modebranche, store som små, der kollektivt kunne gå sammen, om at løfte opgaven.
”Lad os beslutte os for at genanvendelse skal udgøre en hjørnesten inden for produktion af varer i fremtiden. Når vi kan udvikle vindmøller til eksport, kan vi også udtænke systemer og processer, der kan forvandle bunkerne af tøj til metervarer af forskellig beskaffenhed og med forskellige anvendelsesmuligheder,” lyder opfordringen afslutningsvist fra Karin Bjørneboe.