Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
MODEUGE

FIVEUNITS gør klar til international ekspansion

Nye kræfter i ejerkredsen, heriblandt kapitalfonden Finance Zealand, skal styrke den nye vækststrategi hos FIVEUNITS, 2ND ONE og PLAIN DENIM, fortæller CEO Thomas Nissen på CIFF.
Nye kræfter i ejerkredsen, heriblandt kapitalfonden Finance Zealand, skal styrke den nye vækststrategi hos FIVEUNITS, 2ND ONE og PLAIN DENIM, fortæller CEO Thomas Nissen på CIFF.

På ni år er det lykkedes grundlægger og tidligere CEO Carit Løvdal at skabe en tøjvirksomhed, der nu er klar til yderligere vækst. For at kunne fortsætte udviklingen og planerne om at styrke den internationale opmærksomhed omkring de tre brands, FIVEUNITS, 2ND ONE og PLAIN DENIM, har han derfor valgt at sælge en andel af virksomheden til den danske kapitalfond Finance Zealand, den norske partner Frode Strømman og virksomhedens nuværende CEO, Thomas Nissen.

Sidstnævnte er på CIFF med et stort hold af danske og udenlandske sælgere og distributører for virksomhedens tre brands. FIVEUNITS er det etablerede mærke på markedet, 2ND ONE er det opkommende med fire år på bagen og PLAIN DENIM er det nyeste med fire sæsoner i baggage. Derfor er hvert brand også messe med hver deres strategi.

”Vi har foretaget et messeskifte og det er første gang vi er på CIFF. Vi tror på, det er det rigtige, i forhold til de internationale profiler vi gerne vil tiltrække, og indtil videre har vi haft nogle positive dage. Trafikken er god og det er den største messe for os, og her vi lukker vigtige ordre for det skandinaviske marked,” fortæller Thomas Nissen.

Han satte sig i CEO-stolen for virksomheden i starten af i år med mange års erfaring som salgschef på Levi’s’ britiske marked, som Head of Wholesale hos Wood Wood og et kort smut forbi Esprit, førend han fik et tilbud fra Carit Løvdal som var for relevant til at sige nej til.

Menneskelig kapital er lige så vigtig som økonomisk
Den virksomhed Thomas Nissen trådte ind i, i januar, er en virksomhed i udvikling og tilfredsstillende tal på bundlinjen – et resultat af et skarpt fokus på kerneforretningen, ifølge stifter af virksomheden Carit Løvdal. Et udsagn Thomas Nissen istemmer, hvilken også er baggrunden for, at han nu selv har investeret i forretningen og er blevet en del af ejerkredsen.

”Carit har skabt et godt fundament af international karakter, som der kan bygges videre på. Jeg tror fuldt ud på konceptet og forretningen, og har nogle meget klare strategier for, hvordan vi skal vækste, som jeg glæder mig til at præsentere for resten af den nye ejerkreds,” siger han.

Den udvidede ejerstruktur sker som et led i en vækststrategi, der har fokus på ekspansion til nye og eksisterende markeder.

”Gennem de sidste tre år har vi arbejdet os op på et niveau, der har gjort det nødvendigt at styrke organisationens internationale profil. Ansættelsen af Thomas Nissen som CEO i januar samt salget til Finance Zealand er netop et led i denne udvikling,” fortæller Carit Løvdal og fortsætter:

”Med kapitalfonden bliver virksomheden ikke kun økonomisk styrket, men får samtidig en professionel bestyrelse, der skal sikre en effektiv, nuanceret og langsigtet strategi.”

Dertil tilføjer Thomas Nissen:

”Det, der har været vigtig i søgen efter en kapitalinvestor, har været 1) selvfølgelig, at det var nogen, som var villige til at lægge den nødvendige kapital og 2) mindst lige så vigtigt, at der var fælles menneskeligt fodslag og værdisæt. Hvis man skal tage temperaturen på en hvilken som helst given virksomhed, så er det altid de mennesker, der udgør den, som viser, hvor man er. Det er mennesker man skal investere i,” siger han.

Virksomheden sælger på nuværende tidspunkt til omkring femten lande og har en årlig omsætning på over 100 millioner. Carit Løvdal fortsætter som direktør, medejer og aktivt bestyrelsesmedlem i den nye konstellation og vil fortsat være med til at sikre den igangværende udvikling og fremgang. Virksomheden er blevet handlet for et trecifret millionbeløb.