Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

IC Group er ikke færdig med at rydde op

IC Group har været igennem et år med omfattende interne omstruktureringer, og det ser ikke ud til at ændre sig lige foreløbigt. Nu skal koncernens bedst sælgende brand måske i udbud.
IC Group har været igennem et år med omfattende interne omstruktureringer, og det ser ikke ud til at ændre sig lige foreløbigt. Nu skal koncernens bedst sælgende brand måske i udbud.

Skal Peak Performance sælges? Det er spørgsmålet, efter at bestyrelsen i IC Group har besluttet at igangsætte en strategisk review proces af brandet. Processen har blandt andet til formål at afdække om IC Group– helt eller delvist – er den bedste ejer af Peak Performance. Det skriver koncernen i en pressemeddelelse i forbindelse med udgivelse af deres 2016/2017 årsrapport.

“Peak Performance har gennem de sidste par år været i god udvikling med styrkelse af den operationelle forretningsmodel, skarpere kollektioner og ikke mindst forbedrede resultater. Den næste del af rejsen er en acceleration af den internationale strategi. Denne rejse findes der måske andre, som er bedre til at understøtte end IC Group, hvorfor bestyrelsen har besluttet sig for grundigt at undersøge denne mulighed,” udtaler bestyrelsesformand Peter Thorsen i pressemeddelelsen.

Regnskabsåret 2016/2017 viser en samlet omsætning på 2.749 millioner kroner, hvilket svarer til en vækst på 4,3 procent sammenlignet med sidste år. Af de tre premiumbrands, Peak Performance, Tiger of Sweden og By Malene Birger, har førstnævnte trukket det største læs i væksten med 11,6 procent, hvor Tiger of Sweden kun kan præsentere en vækst på 0,6 procent og By Malene Birger er i tilbagegang.

Koncernen forventer ikke, at hverken By Malene Birger eller Tiger of Sweden vækster yderligere i næste regnskabsår – faktisk påpeges det, at Tiger of Sweden på grund af manglende fokus på innovation og produktfornyelse forventes at gå tilbage omsætningsmæssigt. Gældende for alle tre brands er det, at de performer bedst på de nordiske markeder og derfor skal fokusere ekstra på andre europæiske markeder. Ligeledes skriver ledelsen, at de forventer, at alle brands sætter ind i forhold til at øge fuldprissalget gennem indkøb, lagerstyring og produktdybde. De to sidste brands i IC Group-porteføljen, Saint Tropez og Designers Remix, er ikke underlagt ledelsens overordnede forventninger.

Generelt har det været et år i omvæltningens tegn hos IC Group. I begyndelsen af 2017 påbegyndte koncernen en større omstrukturering i både den centrale ledelse og ude hos brandsene. Daværende CEO, Mads Ryder, blev afskediget i februar, og i maj i år blev den tidligere Group CFO, Alexander Martensen-Larsen, indsat i direktørstolen. Ligeledes er virksomhedens centrale CSR-afdeling blevet nedlagt, og CRS-arbejdet er i stedet blevet lagt ud til brandsene selv. Flere brands har fået ny topledelse, blandt andet Tiger of Sweden, i september blev Mathilde Torp Mader ny kreativ direktør hos By Malene Birger i stedet for Christina Exsteen, og i sidste uge blevet Saint Tropez’ Hans-Peter Henriksen afskediget til fordel for Sofie Lindahl-Jessen.

I årsrapportens ledelsesberetning skriver IC Group, at man har fokuseret på at minimere den centrale ledelse og i stedet ligger ansvaret for resultater og styring ud til de respektive brands. Det er en strategi, som koncernen fortsat vil forfølge, med det formål at IC Group skal agere finansielt holdingselskab fremfor multibrand-koncern, lyder det i ledelsesberetningen.

Du kan læse mere hos IC Group her.