Ugen i mode
Nyheder fra ind- og udland: Amerikansk Vogue er vild med Bettina Bakdal, Chris Pedersen sætter vores genfundne lyst til luksus under luppen og Totême vinder den svenske Guldknap 2017.Omtale, omtale, omtale
Det er ikke noget, der hedder dårlig omtale, slet ikke hvis den kommer fra Vogue, som åbenbart er lige så vilde med Bettina Bakdal, som vi er herhjemme. Den danske designer fik i denne uge mere end ét rosende ord med på vejen i en artikel, det amerikanske magasin havde dedikeret til hende og hendes brand i eget navn.
Hip hurra
Det bæredygtige butiksinitiativ SLOW Fashion 1123, der har stået bag events som ‘Too Slow for Fashion Week’, kan lørdag den 28. oktober fejre sin 1 års fødselsdag – og det skal fejres. I den anledning vil de hjælpe de mange hjemløse i København, som går en kold vinter i møde, via et samarbejde med ‘Projekt Hjemløs – mad og omsorg til byens hjemløse’. Hele dagen vil der blive indsamlet brugt tøj, og derudover donerer SLOW Fashion 1123 10 kroner for hver gæst, der vælger at give tøj til projektet. Læs mere om eventet her.
Lyst til luksus
Luksus er blevet in igen – i hvert fald hvis man spørger modeekspert Chris Pedersen, der er vært på en ny DR-programserie ’Lyst til Luksus’. Her forsøger han at finde svar på spørgsmålene, hvad er luksus og hvorfor har vi brug for luksus, når han undersøger sammenhængen mellem magt, forbrugsvaner og sociale dynamikker og gør os klogere på, hvordan forbrug, begær og luksus hænger sammen. Programmet havde premiere i går på DR K og er det første ud af i alt fem udsendelser, der vil blive vist på kanalen i løbet af efteråret.
SKAM-hypen lever videre
Selvom det efterhånden er blevet accepteret af selv de mest hardcore SKAM-fans, at den norske ungdomsserie for alvor er slut, har hypen langt fra lagt sig. Det blev endnu en gang tydeligt i denne uge, da to af seriens efterhånden mange stjerner var på alles læber i modebranchen – Ruby Dagnall, der spillede Emma i sæson tre og fire af den populære serie, spiller med i kampagnefilmen for det ditto hypede samarbejde mellem H&M og Erdem, og Josefine Frida Pettersen aka Noora er havnet på forsiden af danske ELLEs december-nummer.
Den svenske guldknap
Den svenske pendant til Alt for Damerne, Damernas Värld, kunne i denne uge kåre vinderen af deres Guldknap 2017 – en pris, som designduoen og ægteparret Elin Kling og Karl Lindmann vandt med deres brand Totême, som de sammen stiftede i 2014.
Trefoldigt samarbejde
Det er bestemt ikke første gang, at den parisiske butiksdarling, Colette, indgår samarbejde med andre aktører i branchen, men det er ikke hver dag, at både Karl Lagerfeld, Adidas og Pharrell Williams er involveret på én gang. Karl Lagerfeld vil i spidsen for Chanel overtage hele overetagen af den snart forhenværende butik, med start fra 30. oktober til og med den 20. december, hvor de lukker dørene endeligt. Men de er ikke alene – som en del af overtagelsen vil Chanel lancere Adidas’ Hu NMD-sko i en speciel Chanel-udgave designet af Pharrell Williams.
Brick and mortar
Den amerikanske e-tailer, Everlane, der er kendt for sin transparente forretningsmodel – og nu også bæredygtige jeans – kunne i denne uge løfte sløret for, at de leder efter fysiske lokaler og derfor muligvis også bliver en retailer i den nærmeste fremtid. Brandets CEO og stifter Michael Preysman havde ellers sværget, at den internetbaserede virksomhed ville forblive i den virtuelle verden, men som med så meget andet, skal man aldrig sige aldrig.