Danske brands står sammen på tysk modemesse
Eksportrådet i Tyskland har iværksat en fællesstand for danske modebrands på PREMIUM i Berlin. Målet er at drage nytte af landets købestærke segment, lyder det fra både initiativtagere og deltagende brand.Eksportrådet i Tyskland, der er en del af Udenrigsministeriet, har i samarbejde med Væksthus Midtjylland initieret et stort eksportfremstød på modemessen PREMIUM i Berlin, i form af en stor fællesstand for ialt 15 danske mode-, smykke- og skønhedsbrands. Messen er en af Europas største fagmodemesser med over 60.000 besøgende fra hele verden og finder sted i denne uge fra den 16.-18. januar 2018. Det skriver Eksportrådet i en pressemeddelelse.
Initiativet har blandt andet til formål at give danske modevirksomheder større viden om markeds- og forretningsvilkår samt skabe kontakter til potentielle samarbejdspartnere i Tyskland, der netop nu er Danmarks største eksportmarked – ifølge Eksportrådet hentes mere end 60 procent af den danske beklædningsindustris omsætning i udlandet, med Tyskland som største aftager heraf.
På Generalkonsulatet i Hamburg ser man frem til, at kunne være med til at styrke den danske modebranches eksport til nabolandet.
”I Tyskland findes der et enormt stort potentiale inden for mode- og tekstilbranchen med et købestærkt segment. Hvis vi formår at være synlige på messer, har vi mulighed for at øge de danske kreative virksomheders eksportmuligheder i Tyskland, blandt andet ved at eksponere dem over for indkøbere, agenter og andre mulige samarbejdspartnere. Vi håber på, at et eksportfremstød med en dansk fællesstand på en messe som PREMIUM kan være med til at kickstarte danske virksomheders eksport til det tyske marked,” lyder det fra Generalkonsul Martine Gram Barbry i pressemeddelelsen.
Udenrigsministeriet har givet tilskud til projektet og til de i alt 14 forskellige brands, der vil udgøre fællesstanden, herunder både de mere velkendte virksomheder som Izabel Camille, men også nyere brands som surfmærket Pleasant, aarhusianske Ihler samt lingeribrandet Moons & Junes. Derudover har de på forhånd planlagt forskellige netværksarrangementer, hvor de deltagende brands får mulighed for at netværke med tyske aktører inden for mode-, smykke- og skønhedsbranchen.
For Marlene Ihler, stifter af Ihler, er det tyske Eksportråds initiativ en oplagt mulighed for at få hul på det tyske marked – et marked, hun har store forventninger til.
”Jeg har en rigtig god mavefornemmelse, og tror min nye kollektion er et rigtig godt match til det tyske marked. PREMUIM er en rigtig velfungerende og professionel messe, og så bliver det spændende at stå sammen i fælles front. Man er altid bange for, at man drukner i mængden, men på den her måde kan vi tiltrække mere opmærksomhed,” siger hun og fortæller, at det er en stor hjælp at have Eksportrådet og Udenrigsministeriet i ryggen.
”Mit mål er både at lave aftaler med nye kunder, men også at etablere samarbejde med fremtidige agenter, hvilket Udenrigsministeriet har gjort deres til ved at invitere interessenter til vores stand og sørge for netværksarrangerementer. Det er virkelig positivt og noget, der betyder rigtig meget for os,” afslutter hun.
Følgende brands vil deltage på den danske fællesstand: Izabel Camille, Barberians CPH, Charlotte Lebeck, Löwen CPH, Mille Frydenberg, RQ Jewellery, Ihler, Natures Collection, Pleasant, Raunsborg, E-cooking, Moons & Junes, Appearance, Nordgren & Claire.
Messen finder sted fra tirsdag til torsdag i denne uge.