Holzweiler: ”I København er der meget frie rammer”
Det norske familiebrand, Holzweiler, har for anden sæson i træk valgt at holde show under den københavnske modeuge – og denne gang er de bedre rustede end sidst.Da Holzweiler sidste sommer præsenterede deres SS18-kollektion under Copenhagen Fashion Week skulle de for første gang prøve kræfter med et show uden for hjemlandets grænser. Det handlede især om at udvikle brandet – om at bryde fri af rammerne forklarer Andreas Holzweiler, CEO hos Holzweiler.
”Vi har holdt show i Oslo tre gange, og det var vi slet ikke utilfredse med. Det handler bare for os om at udforske nye muligheder. Vi bliver også nødt til at tage chancer for at udvikle os,” siger Andreas Holzweiler.
Selvom brandet byder nye udfordringer velkommen – ja ligefrem selv opsøger dem – så har det at holde show i København været en stor mundfuld for et ungt, relativt ukendt og ikke mindst udenlandsk brand.
”I København er der meget frie rammer og plads til at udfolde sine ambitioner. Men det har også været en udfordring at finde sin plads og berettigelse i helt nye omgivelser,” fortæller Andreas Holzweiler og understreger, at de især har indset vigtigheden i god kommunikation. For som han siger:
”Siden showet har vi fået flere internationale kunder og større mediedækning. Og så er vi vækstet meget. Det har givet os meget mere erfaring.”
Brandet har valgt at prøve kræfter med København igen denne sæson. Ifølge Andreas Holzweiler skyldes det blandt andet, at stemningen i København er radikalt anderledes end i Oslo, når der er modeuge.
”Man kan mærke, at der er et helt andet momentum i byen. Det virker til at hele byen forstår, at modeugen er i gang,” forklarer han og henviser til Copenhagen Fashion Weeks mange åbne og inkluderende indslag. Men selvom Holzweiler har valgt at holde show i København, betyder det dog ikke, at Holzweiler har forladt Oslos modeuge for altid – en modeuge, de mener har gennemgået en stor udvikling de seneste år.
At sprede budskabet
Det er ingen hemmelighed, at den økonomiske succes sjældent står først for, når det er i modebranchen, man har sine græsgange. Derfor er Andreas Holzweiler også bevidst om det arbejde, der ligger bag opbygningen af et succesfuldt brand.
”Det handler i høj grad om eksponering. Om at ramme pressen, influencers og buyers med vores show. Om at skabe flere kontakter og om at sprede kendskabet til Holzweiler. I København fungerer kommunikationen rigtig godt,” forklarer han og tilføjer:
”Man er nødt til at acceptere, at succes kræver et langt, sejt træk.”
Siden sidste sæsons show i København, i sommeren 2017, har brandet oplevet vækst både i form af eksponering og økonomi. Hos Holzweiler sætter de dog også en ære i at bevare den anarkistiske tilgang til det kreative fag, som de har haft med fra starten, forklarer Andreas Holzweiler.
”Vi lærer hele tiden. Det er som en overgang fra børnehave til skole for os lige nu,” uddyber han.
Ambitioner og selvindsigt
Ambitionerne er skyhøje hos det norske brand, der efter sit show i dag har planer om fortsat at rykke på alle parametre – især er ekspansionen af brandet til endnu flere markeder højt placeret på dagsordenen.
Men udover de mere salgs- og vækststrategiske mål, drømmer Andreas Holzweilers også om at kunne bevise, at et modebrand kan være andet end bare en forretning.
”Vi vil gerne udnytte den stemme, vi begynder at have tilegnet os,” slutter Andreas Holzweiler.
Holzweiler har show onsdag d. 31 januar klokken 19 under Copenhagen Fashion Week.