“Vi har en utrolig rigdom af genstande”: Ny Creative Director har været i Georg Jensens arkiver for at markere ny London-butik
På 108 New Bond Street i Mayfair-området i London åbnede Georg Jensen i slutningen af december 2024 deres nyeste flagship-butik. Og ikke alene vil butikken være detailrum for deres smykker, men også huse en månedlang udstilling, der skal tage besøgende tilbage til Georg Jensens tid fra 1940’erne til 1960’erne. Området, den nye butik er åbnet i, har desuden stor historisk betydning for Georg Jensen, eftersom brandet tilbage i 1920’erne åbnede en butik der.
Udstillingen er kurateret af den nyudnævnte kreative direktør Paula Gerbase, der ved hendes start i slutningen af sidste år også italesatte sit ønske om at hente inspiration fra arkiverne. Det demonstreres i udstillingen, hvor Georg Jensens fokus på funktionelle former, håndværk og enkelhed fra midtårhundrede-bevægelsen formede dets værker. Blandt værkerne ses alt fra ringe, armringe, hårklemmer, kander, brocher og bestik.
LÆS OGSÅ: Georg Jensens nye kreative direktør på jagt i det 120 år gamle arkiv
“Vi har en utrolig rigdom af genstande, der demonstrerer, hvordan Georg Jensen konsekvent har været i front for nogle af de mest betydningsfulde globale designbevægelser i det sidste århundrede, altid med en dristig og fremadskuende tilgang,” fortæller Paula Gerbase i en pressemeddelelse.
I samspil med Georg Jensens eget arkiv vil butikken danne rammerne for flere nordiske værker og blandt andet fremvise et tekstildesign af den danske kunstner Kim Naver. Et initiativ, der bygger videre på butikkens vision om at kombinere detailhandel med en kunstoplevelse.
Udstillingen vil være tilgængelig fra den 16. januar til den 16. februar 2025.
Se udvalget af værker fra Georg Jensens midtårhundrede-arkiv nedenfor: