Direktør i Modström: “Jeg skulle være noget helt andet end chefens datter"

Helle Wagners karrierehistorie fletter sig uløseligt sammen med den virksomhed, hendes farfar og far skabte – den virksomhed, hun er født ind i, men som hun brugte en stor del af sin ungdom på at undgå. I andre virksomheder og verdensdele forsøgte hun at finde ud af, hvem hun var, når hun ikke var “chefens datter”. Men ud af familievirksomheden voksede også Modström med et lille, passioneret team, som trak hende tilbage til sit ophav. Nu har Modström 20-års jubilæum, og Helle Wagner kunne ikke forestille sig at være noget andet sted. Læs hendes karrierehistorie her.

“Mit allerførste job var i min fars herretøjsbutik i Aalborg i 1983. Jeg var 11 år og ville rigtig gerne give min mor et armbånd. Så sagde min far, at jeg selv måtte tjene nogle penge. Så om lørdagen kom jeg ind i konfektionsafdelingen, som det hed dengang, og skiftede bøjlerne fra plastik- til træbøjler. Og min mor fik armbåndet.

Min farfar åbnede sin første tøjbutik i 1947, og så kom min far efter ham i 1965 og ligeledes åbnede sin egen herretøjsbutik. I 1971 etablerede han wholesale-forretningen Texman, som i dag hører under PWT Group. Så jeg er tredje generation ud af en tøjfamilie. Jeg endte også med at arbejde i Texman, men i 2008 solgte vi virksomheden til en kapitalfond. Så det er ud af det – af herretøjet – at min rejse er startet.

Hele familien var tit med, når min far skulle til Østen og købe ind. Jeg er den yngste af tre søstre, og jeg tog gerne med min far ud til leverandørerne. Allerede der tænkte jeg: “Det er bare det her, jeg vil.” Jeg ville være indkøber. Jeg elskede at sidde ude på de der kontorer og snakke med mennesker. Jeg blev fanget af at møde andre kulturer og mennesker og det at kunne skabe noget. Det var en helt ny verden for mig, at man som indkøber kunne være med til at vælge kvaliteter, farver og skabe sine egne snit – være kreativ.

Da jeg blev færdig med handelsskolen, tog jeg et år til London, hvor jeg også arbejdede i en tøjbutik. Det var i Next. Jeg var ikke klar over, hvad jeg ville være, jeg vidste bare, at jeg ikke var en skolepige. Jeg ville ud og opleve noget. Jeg havde ikke lyst til at tage en uddannelse, for dengang kunne man ikke tage en indkøbsuddannelse, men skulle være i lære i en virksomhed, hvis man ville være indkøber. Jeg ville gerne have noget erfaring med i bagagen. Man skal ud og prøve nogle ting, synes jeg.

Jeg ville ikke være i lære ved min far, så da jeg kom hjem fra London, kom jeg i stedet i lære som salgselev i Tøjeksperten i Herning, som var en velrenommeret herretøjsbutik. På det her tidspunkt var jeg i starten af 20’erne. Det var en gammeldags, klassisk Tøjeksperten. Ejerne havde også nogle Bestseller-butikker, så da jeg var udlært, kom jeg til Norge i en Jack & Jones-butik. Jeg havde et ønske om at komme til Brande i indkøbsafdelingen hos Bestseller. Men hver gang jeg spurgte, fik jeg at vide, at der ikke var plads. Jeg har en idé om, at de syntes, at de var i konkurrence med min fars firma, selvom det var et meget mindre firma.

Så bed jeg i det sure æble og kom hjem til min fars firma, Texman, for der var ingen af de andre steder, jeg søgte elevplads hos, som jeg fik svar fra. Her kom jeg så i mesterlære som indkøber med en fantastisk chef, Lars Kristensen, der tog mig under sine vinger. Når der kom leverandører på besøg, fik jeg lov at være med, og stille og roligt fik jeg ansvaret for først én leverandør, og så en mere. Efterfølgende fik jeg et helt brand under mig, og til sidst var jeg kreativ direktør for alle brands i virksomheden.

I mellemtiden startede min far Modström op med to partnere. Han havde butikkerne Butler Loftet, og i Aalborg var to unge gutter – Mikael og Caspar – i mesterlære, som siden blev partnere. De to syntes, at de manglede noget pigetøj hos Butler Loftet. Den enes kæreste, Anne Marie, var blevet færdiguddannet på Teko, og han ville jo helst have, at hun blev i byen, så de ansatte hende som designer. På den måde er det faktisk Anne Marie Lie Norvig, som efterfølgende startede Liewood, der har skabt de første tanker bag Modström.

På det tidspunkt var jeg stadig hos Texman, men var flyttet til København, og jeg hjalp blandt andet Modström med at få deres tøj produceret og købte det til vores andre butikker. Det var meningen, at vi kun skulle sælge det selv som en slags private label, men ret hurtigt var der 10-20 andre danske retailbutikker, som også gerne ville købe tøjet. Modström er skabt ud fra en tanke om, hvad der manglede i en butik.

Nogle gange skal du arbejde dobbelt så hårdt, når du er chefens datter. Jeg er jo opvokset i Jantelovens højborg i Nordjylland, så jeg skulle ikke tro, at jeg var noget, bare fordi jeg var chefens datter. Tværtimod skulle jeg være ekstra grundig for at bevise, hvad jeg kunne. Jeg tror da, at det har gjort meget godt, at jeg ikke har fået noget forærende. Jeg kan se, at det har lønnet sig.

I 2006 fandt jeg ud af, at jeg ikke skulle være en del af min fars firma længere, og jeg tog ud for at rejse rundt og opleve verden. Min far var allerede i gang med sit ejendomsfirma og var ikke længere i driften af Texman. Så da jeg rejste, besluttede min far sammen med sin partner, at de ville sælge en del af virksomheden til en kapitalfond. Dermed var det tid til, at jeg skulle finde ud af, hvem jeg var, når jeg ikke var ‘chefens datter’. Jeg vidste bare, at dét skulle jeg i hvert fald ikke være – jeg skulle være noget helt andet.

Så jeg stoppede hos Texman og tog på en lang rejse i Kina og Tibet, hvor jeg blandt andet arbejdede i Wolong Panda Sancutuary. Mens jeg passede pandaer, modtog jeg en mail om, at jeg var optaget på en fuldtids-MBA på CBS, så jeg vendte snuden hjemad igen. På det her tidspunkt var jeg 34 år. Jeg havde jo aldrig rigtigt gået i skole udover handelsskolen, men det var mest fest og ballade, så jeg syntes, at det var godt at få lidt faglig ballast. Jeg forestillede mig, at MBA’en ville være et godt springbræt til at finde mig selv.

Da jeg var færdig med den MBA, fik jeg tilbudt et job hos Vestas som indkøbschef. Men det, syntes jeg, var for kedeligt, så jeg sagde nej tak. Jeg kunne mærke, at tøjbranchen stadig trak i mig, men da jeg stadig ikke vidste, hvad præcis jeg ville, tog jeg igen ud for at rejse rundt i verden.

Da jeg var i Thailand og havde været afsted i 3-4 måneder, fik jeg en besked fra min far. Det var i efteråret 2008, hvor finanskrisen var begyndt at vise sine grimme sider. Min far skrev, at det ikke gik så godt for Modström, som var omkring tre-fire år gammelt på det tidspunkt. Han spurgte, om jeg kunne komme hjem og hjælpe. Caspar og Mikael havde fokus på at guide retail-butikkerne gennem krisen, og jeg kendte jo til wholesale fra min tid i Texman, så det var der jeg skulle sætte ind. Jeg var endelig brudt ud af familievirksomheden, men tog alligevel hjem, for jeg kunne godt mærke, at jeg jo faktisk gerne ville det.

I Aalborg tog jeg ud og besøgte Anne Marie, som virkelig knoklede og elskede Modström og ville give sin højre arm for det. Og jeg tænkte bare: “Gud, sådan et passioneret menneske, hende vil jeg virkelig gerne arbejde sammen med.” Anne Maries passion overbeviste mig om, at jeg skulle være i Modström, og sammen med Mikael, Caspar og Anne Marie lavede vi så en plan for, hvad Modström skulle kunne. Så jeg trådte ind i det, og fra den dag så jeg mig ikke tilbage.

Retail er helt grundlæggende for mig. Det, vi laver, skal kunne sælges, og vi skal være der, hvor kunderne er. I dag har vi kun to Modström-butikker, men også en stor retail-del i Butler Loftet, som er multibrand-butikker. Og hver aften, når butikken lukker, sidder jeg i sofaen og læser, hvad der er blevet solgt, så jeg hele tiden er opdateret.

Min tidligere chef Lars lærte mig, at man altid skal opføre sig ordentligt og have respekt for sine leverandører. De er dine samarbejdspartnere, så man skal ikke trykke priserne bare for at trykke. Det er også noget, jeg har haft med mig, lige siden jeg rejste ud og besøgte leverandørerne med min far. Han havde også leverandørerne med hjem til middag, når de var i Danmark. Nogle af de leverandører, som har været med fra min fars tid, arbejder jeg stadig sammen med. Jeg ser dem jo som en forlænget familie.

Hvis man skal kigge på, hvorfor Modström stadigvæk er her 20 år senere, så tror jeg, at det handler meget om den her ordentlighed og om at gøre sig umage. Der er jo kæmpe store firmaer derude, der kan presse priserne helt ned. Jeg har ikke altid råd til at give retailkunderne de absolut bedste betingelser for handel. Men så må vi give dem noget andet, som kan være den personlige relation. – og så selvfølgelig et ordentligt produkt. Man kan ikke tage for givet, at de kommer i morgen og vil købe.

Inden for de sidste par år har vi fravalgt nogle partnere, som ikke opførte sig ordentligt ved at lave for mange og vilde tilbud. Hvis vi skal være relevante, så hjælper det ikke, at vi ligger steder, der kører rabatter hele tiden og har Black Week i en måned. Jeg kan godt se, at når vi vælger en stor online-retailer fra, så ryger der nogle millioner fra toplinjen. Men det føles jo så rart at sige fra, og kunderne er heldigvis fulgt med over på vores egen webshop.

Det spændende ved modebranchen er, at der er så mange muligheder og så meget dynamik. Og så er der så mange dygtige og passionerede mennesker. Det, der driver mig, er passionen hele vejen igennem. Du kan mærke, at det er ægte. Det var det, jeg første gang følte, da jeg kom ind i Modström. De der piger, der i realiteten “bare” var ansatte, men ville gå igennem ild og vand for brandet.

Kunderne skal for alt i verden have en god oplevelse, når de kommer ind i vores butik. Det må ikke være ligegyldigt, men skal derimod være inspirerende og nærværende. Det er ikke toplinjen, der driver mig, selvom jeg selvfølgelig betragter mig selv som en købmand. Men vigtigst af alt, så skal hjertet være med. Det skal virke rigtigt.”