Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Black Friday-handlen overgik sig selv – igen igen

“Vi har haft en rekordstor Black Friday i Magasin i år, hvor vi har oplevet en høj, tocifret vækst sammenlignet med sidste år. Også antallet af kunder i forretningen er vokset markant siden sidste år, og vi er langt over 10 procent flere kunder i forhold til sidste års Black Friday,” sådan lyder det fra Head of Corporate Communication & PR i Magasin, Sandra Garder Abrahamsen, der også slår fast, at:

“Sammenligner vi det med en almindelig fredag i vores stormagasiner, så er det omkring tre gange så mange, der besøger Magasin på Black Friday. Og det var i år især kosmetik, boligindretning og tøj til både herrer og damer, der var i særlig høj kurs.”

”Det er meget i tråd med, hvad vi plejer at se, og som i høj grad også er de afdelinger, der er populære i juleperioden. Mon ikke der er blevet shoppet et par julegaver til Black Friday,” fortsætter Sandra Garder Abrahamsen til Fashion Forum.

Og netop det med købet af julegaverne har hun sandsynligvis ret i. Tidligere på ugen kunne Dansk Erhverv nemlig slå fast, at “8 ud af 10 forbrugere, der vil handle på Black Friday, vil købe julegaver.” Herefter kommer ting til sig selv – en kategori, der blev anslået til 52 procent af handlerne.

“Et lyspunkt,” mener Dansk Erhverv

Spørger man Dansk Erhverv, er denne indvarsling af julesæsonens handel, med et Black Friday-salg, der endnu engang overgik sig selv, yderst positivt.

“Efter et lidt trøstesløst år set gennem detailhandlens briller, så er meldingerne om denne Black Friday – trods navnet – et dejligt lyspunkt, der forhåbentlig er startskuddet for en stigende købelyst hos forbrugerne,” lyder det fra e-handelsdirektør Niels Ralund i Dansk Erhverv på deres hjemmeside.

Ifølge Dansk Erhverv lå handelsaktiviteten med både transaktioner og omsætning i omegnen af 20 procent højere end sidste år. Og klokken 12.00 fredag havde der været 49 procent flere transaktioner med MobilePay end på samme tidspunkt på Black Friday sidste år, skriver de. Der blev brugt i alt 1,2 milliarder kroner via MobilePay. I 2023 blev der i alt omsat for 4 milliarder kroner herhjemme – et tal, man forventer overgået i år.

Black Friday deler vandene

Men fredagens forbrugsfest bliver ikke hyldet af alle. I en rundspørge foretaget af Opinion for Svanemærket ønsker 26 procent af forbrugerne, at butikkerne stoppede med at tilbyde flere varer for færre penge, så de ikke fristes til at deltage i overforbruget.

“Tilbud som ‘3 for 2’ og andre vilde Black Week- og Black Friday-tilbud kan være fristende, men de kan hurtigt føre til overforbrug. For at fremskynde den grønne omstilling bør detailhandlen i højere grad tage forbrugernes ønske alvorligt og være med til at facilitere gode miljøvalg fremfor øget forbrug,” siger Rina Ronja Kari, kommunikationschef i Miljømærkning Danmark, i en pressemeddelelse.

Der er da også et bredt udsnit af butikker, der har valgt at give en anden form for “ekstra” til deres kunder på Black Friday. En af dem er Mads Nørgaard Copenhagen, der i år for tredje år i træk har givet billetter til kulturinstitutioner, når folk har foretaget et køb i butikken på Black Friday.