Ny Head of Sales skal skabe global vækst hos Wood Wood
Wood Wood er ved at lande sikkert ovenpå forårets konkursbegæring og efterfølgende opkøb. Det var DK Company, som endte med at blive det 22 år gamle brands redning. De købte Wood Wood med en ambition om at føre Wood Woods arv og position videre. Det er medstifter Brian SS Jensen, der som kreativ direktør skal føre brandet videre. Det gør han sammen med Head of Design Gitte Wetter, mens Brand Director Morten Dybdahl står for den daglige ledelse.
Siden starten af november har Wood Wood-holdet fået selskab af Daniel Jonsson, som nu sidder som Head of Sales. Daniel Jonsson kommer fra en stilling som Global Sales Director hos 66º North. Inden da har han været hos PVH, hvor han var med til at relancere Calvin Klein i Skandinavien. Nu ser han frem til at styrke Wood Woods position globalt.
“Jeg ser frem til at lancere vores AW25-kollektion i Paris og København. Mit mål er ikke kun at bygge videre på det, der er skabt gennem de sidste to årtier, men også at løfte Wood Woods internationale position. Jeg glæder mig til at tage de næste skridt sammen med vores kunder, samarbejdspartnere og dygtige team,” lyder det fra Daniel Jonsson i en pressemeddelelse fra Wood Wood.
Hos Wood Wood kommer Daniel Jonsson til at arbejde tæt sammen med det øvrige team. Sammen skal de sikre udviklingen af både Wood Wood Mainline og underlinjen Double A by Wood Wood.
“Wood Wood er noget helt særligt og noget, vi i Danmark med rette kan være stolte af. Brandet har gennem årene spillet en vigtig rolle i at fremhæve mangfoldigheden på den danske modescene og har gang på gang inspireret med kreative samarbejder og co-labs. Med sin evne til at reflektere tidsånden og sin stærke forankring i Københavns kultur fortsætter Wood Wood med at definere sin egen vej,” fortæller Daniel Jonsson videre.