Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Branchedirektør om valget i USA: “Handel bliver sværere og sandsynligvis også dyrere"

Donald Trump står til at vinde præsidentvalget i USA – og med ham forventes nye toldregler og en risiko for, at EU må holde igen med den grønne omstilling. Vi har talt med direktør i Dansk Mode & Textil, Thomas Klausen.
Donald Trump står til at vinde præsidentvalget i USA – og med ham forventes nye toldregler og en risiko for, at EU må holde igen med den grønne omstilling. Vi har talt med direktør i Dansk Mode & Textil, Thomas Klausen.

“Udviklingen rummer mange usikkerheder og komplekse elementer, der ikke nødvendigvis er direkte relateret til handel. Men noget af det, som den nye administration har markeret sig klart på, er viljen til at indføre toldsatser, særligt overfor lande med handelsunderskud med USA – i første omgang Kina, men også Europa. Fra dansk perspektiv er vi afhængige af både verdenshandlen og frihandel, som vi har arbejdet for gennem frihandelsaftaler, WTO og EU i mange år. USA er vores største handelspartner udenfor Europa, og tøjeksporten til USA er faktisk steget betydeligt – lige nu har vi 70 medlemsvirksomheder, der allerede eksporterer til det amerikanske marked,” lyder det fra direktør i Dansk Mode & Textil, Thomas Klausen her til morgen, hvor præsidentvalget endnu ikke er afgjort, men Donald Trump står til at vinde.

Hvilke konsekvenser kan de mulige stigende toldsatser få for de danske virksomheder, der eksporterer til USA?

“Hvis den amerikanske administration øger tolden på varer fra Kina, vil det primært påvirke de danske mærker, der sælger direkte fra Kina til USA. Men hvis det også omfatter varer, der er produceret i Kina, importeret til Europa og derefter solgt videre til USA, kan det have en bredere effekt. Vi ved endnu ikke, om tarifferne vil afhænge af, hvor varen er produceret, eller hvorfra den importeres, men uanset hvad, kan danske produkter ende med at blive dyrere på det amerikanske marked. Hvis toldsatserne stiger markant, kan det føre til færre salg, da forbrugerne i USA sandsynligvis vil købe mindre på grund af de højere priser. Store amerikanske brands, som også får produceret i Kina, har en pragmatisk holdning til situationen; de regner med blot at hæve priserne for forbrugerne, afhængigt af hvor høj tolden bliver. Det betyder, at det potentielt vil blive meget dyrere at være forbruger i USA.”

Er det muligt, at administrationen kan vælge at indføre told primært på luksusvarer som tøj i modsætning til nødvendige dagligvarer, der ligesom herhjemme har taget et gevaldigt nøk opad i USA?

“Det er bestemt muligt. Det bliver interessant at se, om de målretter toldsatserne mod specifikke kategorier som biler, elektronik eller tøj. Men vi kender ikke niveauet endnu – det kan blive 10 procent, 20 procent eller endda 50 procent, som de også har nævnt. Vi står overfor en usikker fremtid, hvor handel bliver sværere og sandsynligvis også dyrere.” 

“EU kan blive nødt til at bakke lidt på den grønne omstilling for at kunne følge med”

“Dertil kommer Europas egne initiativer omkring ny klimalovgivning, der gør produktion dyrere herhjemme. Samtidig ser vi to store handelspartnere, USA og Kina, give massiv statsstøtte til egen industri, mens Europa strammer lovgivningen for at nedbringe klimabelastningen. Det kan gøre det sværere for os at konkurrere globalt, og der er risiko for, at EU kan blive nødt til at bakke lidt på den grønne omstilling for at kunne følge med.”

Hvilke modevirksomheder, ser du, vil blive særligt ramt af disse ændringer?

“De virksomheder, der allerede har etableret sig med egne selskaber i USA, kan måske lettere navigere i situationen, da USAs administration gerne ser, at man investerer og etablerer sig lokalt. De danske modevirksomheder er generelt gode til at omstille sig og finde løsninger, men det kan dog betyde, at vi ser en bevægelse væk fra Kina som primær leverandør af tøj, på trods af at Kina fortsat er vores største produktionsmarked.”

Hvad hvis Europa lukker sig mere om sig selv og satser på at producere og handle internt?

“Hvis vi afskærer os fra USA handelsmæssigt, mister vi en væsentlig eksportmulighed. Samtidig har vi ikke kapaciteten til at dække vores produktion inden for Europa. Vi er fortsat afhængige af import fra Asien, især Kina, Bangladesh, Vietnam og Tyrkiet, da Europa simpelthen ikke har produktionskapaciteten til at dække det behov, der er.”

Her til slut: Hvad vil du anbefale en mellemstor virksomhed, der overvejer at etablere sig i USA lige nu?

Jeg vil anbefale, at man undersøger markedspotentialet grundigt, men måske venter med de helt store investeringer et par måneder, indtil vi får større klarhed. I de kommende måneder vil vi sandsynligvis se sonderinger, hvor USA’s nye administration kigger på mulighederne, inden de beslutter en endelig strategi. Det kan derfor være en god idé at afvente, til vi ved mere.”