NSS Magazine lancerer fanzine om københavnsk streetstyle
Det italienske mode- og kulturmagasin NSS hylder den københavnske streetstyle fra årene 2015 til 2024 i deres nye publikation.NSS Magazine har længe vist deres interesse i den danske modescene – særligt når det gælder den københavnske modeuge. Under den seneste modeuge i august kom det til udtryk i samarbejdet med interiør-brandet Niko June. Som en del af Copenhagen Fashion Weeks Creator Hub, skabte de pop-uppen og happeningen ”I left my <3 in CPH”, der blandt andet bestod af talks og musik-relaterede initiativer. Og nu har NSS Magazine altså skabt et fanzine, der fejrer den danske streetstyle, som de er særligt begejstrede for.
Magasinet udkommer den 5. november, og inkluderer streetstyle-billeder fra årene 2015 til 2024 samt citater fra streetstyle-fotografer. Blandt andet udtaler fotograf Julien Boudet sig om det københavnske streetstyle-landskab:
“Da jeg arbejdede som streetstyle-fotograf under Copenhagen Fashion Week, bemærkede jeg straks, at de lokale – i modsætning til i andre modehovedstæder – delte en fælles smag. Der var en tydelig følelse af sammenhæng i folks påklædning, hvilket adskilte København fra andre byer, hvor moden ofte er mere eklektisk og varieret.”
LÆS OGSÅ: Fotografen: “Jeg elsker det lidt hemmelige ved at være backstage”
Også streetstyle-fotograf Antoine De Almeida kommer med sit bud på, hvad der gør den danske streetstyle særlig:
“Københavnsk streetstyle er kendetegnet ved en balance mellem minimalisme, rene linjer og silhuetter. Dette kombineres med en følelse af praktisk sans og en nysgerrighed mod en udendørs livsstil,” fortæller han til magasinet, hvor fotograf Raimonda Kulikauskiene ligeledes udtaler sig:
“Copenhagen Fashion Weeks streetstyle er den mest unikke og specielle af alle modeuger. Jeg ser den altid som den mest afslappede og kreative af dem alle. Folk følger ikke regler og trends så meget, de skaber bare deres egne. Jeg beundrer, hvor frie de er.”
Se et udsnit af billederne fra NSS Magazines publicering herunder.