Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Billede fra Copenhagen Fashion Weeks showroom i Paris
COPENHAGEN FASHION WEEK, MODEUGE

Første internationale showroom var succesfuld for Copenhagen Fashion Week

Fire dage, otte brands og mere end 300 besøgende fra blandt andet fransk og skandinavisk Vogue, Harper’s Bazaar, SSense, Printemps, 10 Corso Como og mange andre. Dét må kunne betegnes som en succes for Copenhagen Fashion Weeks første internationale showroom, som var åbent fra den 27. til den 30. september under Paris Fashion Week. Her var OpéraSport, A. Roege Hove, Alectra Rothschild/Masculina, Stamm, Nicklas Skovgaard, Berner Kühl, mfpen og Rolf Ekroth med for at præsentere deres kollektioner for presse, indkøbere og andre interesserede. Og det med at være flere brands afsted i et samlet showroom har givet god mening for flere af de medvirkende brands.

“Dét at være flere brands sammen, og at Copenhagen Fashion Week har hjulpet med at facilitere det hele, har gjort, at vi har kunne tiltrække nogle spændende navne. Det var sværere at få folk til at prioritere et besøg, da jeg var i Paris sidste sæson og stod alene med et showroom i en baggård et eller andet sted lidt uden for Paris,” fortæller Nicklas Skovgaard om fordelen ved at være en del af showroomet. Og den store tiltrækningskraft har ført nogle gode møder med sig, fortsætter han:

“Vi har haft nogle rigtig spændende møder med nogle nye butikker, udover dem vi allerede arbejder med. Men der er ikke noget, der er endeligt bekræftet nu. Jeg kan bare sige, at det er nogle virkelig spændende butikker, som er højt rangeret som mine større drømme-retailers. Og det er jo bare virkelig spændende,” fortæller han.

Internationalt showroom er også en hjælp for mere etablerede brands

Sigurd Bank, der står bag mfpen, var et af de mere etablerede brands i showroomet. Han er med sine herrekollektioner allerede til stede med eget showroom under herremodeugen i Paris, men for ham gav det god mening – og var samtidig en besparelse i budgettet – at vise sin nyere damekollektion i Copenhagen Fashion Weeks multibrand-showroom.

“Vi har oplevet en stor opmærksomhed på vores damekollektioner allerede før Paris, men der var flere, der gerne ville se tøjet fysisk, før de køber ind i det,” fortæller Sigurd Bank, der havde flere interesserede købere, men desværre havde et lukket salgsvindue for denne sæson.

“Vi kunne ikke sælge noget, mens vi stod der, men jeg ser det stadig som en god opvarmning til næste sæson,” fortsætter han og fortæller, at de aftaler med indkøbere, som han havde, var nogle, hans team selv havde etableret, men at derudover fik han gode snakke og kontakter med mange af dem, der besøgte showroomet.

“Jeg fik talt med en masse, som jeg ikke ville have talt med, hvis jeg havde stået i mit eget showroom. Og så er der en god synergi i at være flere brands afsted sammen, som giver lejlighed til at udveksle erfaringer.”

Og netop det med at kunne sparre med de andre brands og dele erfaringer, er også noget Nicklas Skovgaard så en stor kvalitet i:

“Copenhagen Fashion Week er jo virkelig et community, men man har ikke rigtig tid til at tale med de andre brands under modeugen i København. Så det her showroom har givet en helt ny mulighed for at have nogle snakke med de andre brands om, hvordan det går og kunne dele erfaring og sådan noget. Og det har bare været virkelig fedt at se alle i en ny kontekst,” afrunder han.