Ganni går til filmen i ny kampagne
Hollywood-skuespillerinden Christina Ricci repræsenterer den voksne Ganni-kvinde i brandets FW24-kampagne. En kampagne der byder på coctailkjoler og kontorreferencer, men som alligevel går under navnet Who’s That Girl.Med klassiske silhuetter og en nedtonet palette fejrer Ganni en ny æra for ’The Ganni Girl’, med ingen anden end skuespilleren Christina Ricci som frontfigur.
Selv beskriver brandet, hvordan kampagnen fusionerer tre stærke karaktertræk, der til sammen rammer essensen af Ganni-kvinden: ’Protagonisten’, en moderne og stærk kvinde, ’Den frie sjæl’, en eventyrlysten og spontan type, og ’Den ukonventionelle’, der refererer til en cool og elegant karakter, der inspirerer andre til at turde være anderledes.
“Christina indfanger perfekt ånden af Ganni-kvinden. Hun er autentisk, alsidig og udfordrer traditionelle kvindearketyper, hvilket er kernen i Ganni. Jeg har elsket Christina, lige siden jeg som teenager så hende første gang som Wednesday Addams. For mig er hun et ægte symbol på individualitet – netop det som Ganni, og især Ganni-kvinden, handler om,” fortæller kreativ direktør, Ditte Reffstrup, om skuespilleren i en pressemeddelelse.
LÆS OGSÅ: Ganni rykker show til Paris
Kampagnen er skudt og instrueret af det ukrainsk-fødte og New York-baserede tvillingepar Zhenya og Tanya Posternak og er stylet af Vanessa Reid. Se kampagnebillederne herunder.
FW24-kollektionen bliver tilgængelig i Gannis butikker og på Ganni.com den 9. oktober 2024.