Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
KOMMENTAR

Jeg holder fast i håbet for sæson 2 af Danmarks næste tøjdesigner

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg sad tilbage med en skuffet fornemmelse, da første sæson af ‘Danmarks næste tøjdesigner’ rullede over skærmene sidste efterår. Programmet missede sin chance for at dykke ned i godt design, godt håndværk og god forbrugspraksis og sætte et eksempel i bedste sendetid. Så derfor er mine forventninger til sæson to måske faktisk endnu højere ovenpå den kritiske dækning og efterfølgende justering, programmet har været igennem i mellemtiden.

Den største justering er nok, at den ene dommer, stylist Anja Camilla Alajdi, er blevet skiftet ud med Susanne Guldager, der står bag deadstock-brandet La Femme Rousse og er tidligere underviser på programmet Sustainable Fashion Tech på KEA. Ifølge en nyhedsartikel på KEAs hjemmeside udtaler Susanne Guldager, at hun blev valgt som dommer, fordi DR “ledte efter en designer med en profil, der kunne hjælpe med at bringe mere fokus på bæredygtighed, kvalitet og håndværk til programmet.”

Betty-Marie Njor Boisen i Danmark næste tøjdesigner
En af de udvalgte otte designere Betty-Marie Njor Boisen.

Netop det lægger det første afsnit også hårdt ud med at fokusere på, hvor det flere gange bliver italesat af både Susanne Guldager og meddommer Søren Le Schmidt, der er fortsat i rollen fra første sæson, at de kigger efter kvalitet, håndværk og gerne genanvendte materialer, når de skal udvælge det næste hold designere til konkurrencen.

Dog er det kommercielle aspekt ikke væk i denne sæson, hvor slutmålet stadig er en indkøbsaftale med en eller flere af de fire jurymedlemmer fra henholdsvis Magasin, Boozt.com, Mads Nørgaard og Storm. Og jeg må blankt erkende, at jeg er splittet omkring dette aspekt. For hvis der ikke er en eneste kunde til et givent stykke tøj, er det jo overflødigt og ressourcespild – så derfor giver det god mening at designe med en kundegruppe for øje. Men hvis det kommercielle aspekt får lov at overtage og tage det sjove og kreative ud af designprocesser og produkter, mister programmet igen fokus. Det er Danmarks næste tøjdesigner, vi leder efter, og ikke Danmarks næste tøjproducent.

Josephine Nielsen i Danmarks næste tøjdesigner
Deltageren Josephine Nielsen, der kom på en unødvendig emotionel rutsjebanetur, da hun først bliver afvist af dommerne, efterfølgende hevet tilbage og til slut valgt fra igen.

Med det første afsnit under bæltet håber jeg sådan, at de otte udvalgte designere får lov at udfolde deres talenter i løbet af konkurrencen. At de får lov at skinne igennem med deres personligheder og individuelle udtryk, som trods alt må være det, de er valgt på baggrund af. Og at de får plads (og tid!) til at gå i dybden med en grundig designproces og for alvor vise seerne, hvorfor godt design bør værdsættes, og hvorfor godt tøj kræver både tid, penge og pleje. Danmarks næste tøjdesigner er en oplagt mulighed for at bringe noget værdi tilbage til vores forhold til tøj, så vi kan få vendt skuden væk fra den brug-og-smid-væk-kultur, som desværre stadig eksisterer vidt og bredt.

Og så kommer de otte designere eftersigende til at få en hel uge til at skabe deres designs i denne sæson, så vi slipper for stress gennem skærmen – og hos deltagerne – og der forhåbentligt ikke kommer brok over uforede frakker, som er skabt med lynets hast.

Danmarks næste tøjdesigner sæson 2 har premiere i dag onsdag den 21. august klokken 20.00 på DR1 og kan allerede nu streames på dr.dk.