Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
COPENHAGEN FASHION WEEK SS25

Talks, pop-ups og nye butikker: Her kan du komme til modeuge uden invitation

En uge fyldt med eksklusive shows, præsentationer og events står foran os, når programmet for Copenhagen Fashion Week udspiller sig i næste uge. Heldigvis er det ikke alt, der kræver invitation eller tilmelding. Vi har samlet et overblik til dig med inspiration til nogle af ugens åbne arrangementer.
En uge fyldt med eksklusive shows, præsentationer og events står foran os, når programmet for Copenhagen Fashion Week udspiller sig i næste uge. Heldigvis er det ikke alt, der kræver invitation eller tilmelding. Vi har samlet et overblik til dig med inspiration til nogle af ugens åbne arrangementer.

Small talks – big conversations

Er du interesseret i nye perspektiver på vigtige og aktuelle temaer inden for mode- og designbranchen, skal du helt sikkert tage et kig på talk-programmet Small talks – big conversations, der er kurateret af Copenhagen Fashion Week i samarbejde med Vogue Business. Med en bred skare af inspirerende gæster fra ind- og udland, inviteres der hele ugen til spændende paneldebatter om alt fra bæredygtighedskrav til magasinets rolle i dag. 

I mandagens talk ‘The power of community’ kan du blive klogere på, hvordan repræsentation, inklusion og communities er afgørende for en fortsat relevant modeindustri. Fredag kan du kigge forbi og lytte med, når modeforsker Marie Riegels Melchior, designer Louise Lyngh Bjerregaard og Mads Nørgaard vil diskutere den danske modes udvikling og fremtid i talken ‘ALPHA Talks: Danish Fashion’.

Modeugens officielle bilpartner, det svenske elbilmærke Polestar, er vært for de første talks, mandag og tirsdag, ved Polestar Space på Kristen Bernikows Gade 3. Onsdag til fredag finder programmet sted ved CPHFW Space, Landemærket 8-10. 

The power of community’, den 5. august kl. 11:00-11:45.

 ALPHA Talks: Danish Fashion’, den 9. august kl. 11:00-11:45.

Læs mere her.

CPHFW x TikTok Creator Hub

Sving også forbi et af de mange åbne events hos CPHFW x TikTok Creator Hub, hvor programmet blandt andet byder på kreatør og forfatter Andrea Cheong og journalist og podcaster Mosha Lundström, der i en live-podcast diskuterer sociale medier og den nye bølge af modekritikere. Værd at nævne er også Laura Tønder, der står bag det vintage-inspirerede brand Kettel Atelier. I en præsentation tirsdag viser hun sin designproces, og hvordan hun forvandler gamle dækkeservietter og duge til smuk beklædning. Er du selv i dit kreative hjørne så tjek eventet ‘Niko June: Interpretation of an Object’ ud, hvor interiør-brandet Niko June inviterer til en åben keramik-workshop.

‘Podcast: Andrea Cheong, creator and author’, den 5. august kl. 15:00-16:00 ved CPHFW Space, Landemærket 8-10. Læs mere her.

‘Kettel Atelier Presentation’, den 6. august kl. 13:30-15:30 ved CPHFW Space, Landemærket 8-10. Læs mere her.

Laura Tønder iklædt Kettel Atelier
Kettel Atelier

Show, brunch og networking

Alle er inviteret til en aften i upcyclingens tegn, når det københavnske undergrunds-brand Our Shift torsdag aften holder show ved Tjekkiets ambassade. Her kan du opleve, hvordan brandet transformerer aflagte telte fra Roskilde Festival og deadstock-tekstiler til unika styles. Springer du fra den tjekkiske til den finske ambassade, finder du her et åbent brunch-event på programmet, der også er værd at tage et kig på, hvis man er nysgerrig på finske drikkevarer, brunch og brillemode. Eventet udspiller sig onsdag, hvor brille-brandet Vincent Catani præsenterer deres kommende kollektion. Er du derimod selv designer, indkøber, stylist eller på anden vis involveret i modebranchen, inviterer David K og Herrernes Magasin til fashion networking’ på sit flydende designstudie ved Christianshavn.

‘Fashion Performance of Our Shift’, den 8. august kl. 18:00-23:00 ved Tjekkiets Ambassade, Ryvangs Allé 14. Læs mere her.

‘Vincent Catani Brunch’, den 7. august kl. 12:00-16:00 ved Finlands Ambassade, Grønningen 11. Læs mere her.

‘David K’s Ark – Fashion Networking’, den 6. august kl. 17:00-21:30, Overgaden neden vandet 47. Læs mere her.

Our Shift
Our Shift

Fra uld til luksussmykker – talks til alle

Hvis du ikke kan få nok af paneldebatter, er der heldigvis meget mere at hente. Er du for eksempel interesseret i uld og håndværk, kan du slå vejen forbi Lidkoeb Whiskybar på Vesterbrogade torsdag aften, hvor designer Caoimhe Dowling og Chris Weinger fra garnproducenten Donegal Yarns vil tage en snak om uld, bæredygtighed og håndværk efterfulgt af spørgsmål og live-musik. Hvis du derimod er mere til smykker og luksus, kan du tage til Pandoras paneldebat onsdag til en snak om, hvorfor tilgængelig luksus er kommet for at blive. 

‘Woolgathering – Donegal Yarns and Caoimhe Dowling in Discussion’, den 8. august kl. 20:00-22:00 ved CPHFW Space, Landemærket 8-10. Læs mere her.

‘Pandora Panel Discussion’, den 7. august kl. 12:00-13:00 i Pandora Flagship Store, Vimmelskaftet 35. Læs mere her.

Berner Kühl, Mfpen og Rotate fejrer butiksåbning

Om end det kræver en invitation at få lov at opleve herretøjsbrandet Berner Kühls show, så er invitationen åben, når det gælder fejringen af brandets butiksåbning tirsdag. Slå et smut forbi Gammel Mønt til en drink og se nærmere på et af dette års New Talent, der også tidligere har været nomineret til Wessel & Vett Fashion Prize. Onsdag kan du passende også tage forbi Møntergade, når brandet Mfpen også inviterer til åbning af deres nye butik. Udenfor det officielle program har Rotate desuden annonceret, at de åbner deres første butik på Kristen Bernikows Gade 6, som du allerede har mulighed for at besøge fra på tirsdag. 

Læs også ‘Han har show og finaleplads bag sig – nu er han modeugens nye talent’.

‘Berner Kühl Store Launch’, den 6. august kl. 16:30-20:00, Gammel Mønt 2. Læs mere her.

‘Mfpen Store Opening’, den 7. august kl. 17:00-20:00, Møntergade 3c. Læs mere her.

Mere om Rotates butiksåbning på Instagram her.

Et pop-up pit-stop

Er du alligevel ude i byen, må du ikke misse 1664 pop-up kiosk på Grønnegade. Som officiel partner til Copenhagen Fashion Week ønsker Kronenbourg 1664 med pop-up kiosken at skabe et uformelt samlingssted, hvor du vil kunne opleve et kurateret udvalg af essentielt kiosk-merch såsom brandede souvenirs, blomster, magasiner, t-shirts og selvfølgelig iskolde Blanc-øl. Kiosken danner samtidig rammerne for lanceringen af 1664’s nye globale samarbejde med den svensk-franske graffiti-kunstner André Saraiva. 

Er du mere i kaffehumør, kan det anbefales at tage et kig forbi Samsøe Samsøes pop-up kaffebar, der holder til på Papirøen.

‘1664 Kiosk – Pop Up’, åbent fra 5. til 17. august, hver dag fra kl. 12:00-19:00, Grønnegade 1. Læs mere her.

Samsøe Samsøe Kaffebar, åbent fra 5. til 11. august, hver dag fra 10:00-16:00, Papirøen 57.

Kronenbourg 1664
Kronenbourg 1664


Få det fulde overblik over modeugens program her.