Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
REGNSKAB

Rekordomsætning og gennemgribende besparelser har mindsket (di)visions underskud markant

Med en rekordomsætning og et intenst fokus på at begrænse alle omkostninger har (Di)vision mindsket sit underskud betydeligt og “står nu stærkere end nogensinde".
Med en rekordomsætning og et intenst fokus på at begrænse alle omkostninger har (Di)vision mindsket sit underskud betydeligt og “står nu stærkere end nogensinde".

Ovenpå et økonomisk hårdt år 2022 for (di)vision, der blandt andet bød på butiksåbning i Pilestræde og dermed forhøjede omkostninger til blandt andet husleje og personale, viser det nyligt udkomne 2023-regnskab, at det stadigt unge brand er ved at komme på fode igen. I starten af 2023 lukkede (di)vision butikken i Pilestræde, hvilket resulterede i, at de kunne nedjustere personaleomkostningerne med næsten to tredjedele fra 1.712.624 kroner til 675.907 kroner. En betydelig bid for en virksomhed med et bruttoresultat på 166.446 i 2023. Så medvinden er altså tilbage, når man sammenligner med 2022’s bruttoresultat på -1.526.708.

“I 2022 havde vi et kæmpe underskud på omkring 3 millioner. Og vi vidste godt, at vi ville lave et underskud, for vi havde bare givet den gas på markedsføring, så vi kunne opbygge brandet så meget som overhovedet muligt. Og med en butiksåbning i Pilestræde og store shows, gik vi ind i ’23 med nogle store investeringer,” fortæller medstifter og -ejer Simon Wick om regnskabet.

Og så skete der jo det, der skete for rigtig mange i modebranchen i 2023, at branchen ville lidt en anden vej. Så vi oplevede som lille virksomhed, at butikker ikke betalte, og det var umuligt at få penge ud af folk… Så vi blev fanget i et dårligt loop, som mange andre også gjorde,” fortsætter han.

Det afspejles i resultatet, hvor (di)visions 2023-bundlinje ligger med et underskud på -657.766 kroner, som dog stadig er en betydelig fremgang fra 2022’s underskud på -3.345.181 kroner. Til gengæld har egenkapitalen taget endnu et dyk fra -2.516.898 kroner i 2022 til -3.024.664 i 2023. Det medfører en “væsentlig usikkerhed om fortsat drift”, som det står i regnskabet.

“Alt i alt, så har det jo bare været et rigtig hårdt år for alle i branchen. Og jeg tror specielt, at hos de små brands som os, skal der ikke så meget til at vælte tårnet, kan man sige. Hvis du har et par store forhandlere, der hopper fra eller venter med at betale, så kan det hurtigt vende den anden vej,” konkluderer Simon Wick.

Tilbage på showkalenderen og med ny butik

“2023 var egentlig det bedste år, vi har haft. Det var vores rekordomsætningsår, hvor vi fordoblede, hvad vi omsatte for i ‘22. Men vi har været låst i, at der ikke skete den samme vækst for alle hele vejen rundt, og vi har hængt på nogle af de investeringer, vi lavede med at åbne butikken. Der har været nogle lejekontrakter, vi skulle ud af, og nogle ansættelser, vi har været nødt til at opsige. Det har gjort lidt ondt,” siger Simon Wick og fortsætter:

“Det, vi fokuserede på i 2023, var bare at skære helt ned på vores omkostninger.”

Og spareøvelserne ser ud til at have fungeret for (di)vision, som igen har kunnet slå dørene op til sin egen butik – denne gang på Toftegårds Allé i Valby – og ved denne sommermodeuge er de tilbage på showkalenderen, hvor de ikke har været at finde de sidste to sæsoner.

“Det, vi har fokuseret på, har været at køre helt ned på vores omkostninger, og det er også af den grund, at vi har ikke vist de sidste to sæsoner. Det har også betydet, at vi heller ikke har solgt ind til wholesale. Vi har fokuseret på vores kerneforretning, vores direct-to-consumer-model og på hele vores community omkring brandet. Det er også derfor, vi har åbnet den nye butik for at have et sted, hvor alle kan være,” fortæller Simon Wick om butiksåbningen, hvor butik, kontor, systue, lager og alt andet er samlet.

Og med mindre end tre uger til modeugen, hvor (di)vision skal præsentere opfølgeren til det noget nær legendariske show på Josty i Frederiksberg Have med den virale kjole/dug-finale, kan man forstå på Simon Wick, at fremtiden ikke ser så dyster ud, som regnskabet kan fremstå.

“Vores 2024-regnskab kommer til at se noget anderledes ud på mange fronter, så det glæder jeg mig til at kunne vise. Og vores show bliver lidt specielt, for vi sælger heller ikke ind til wholesale denne sæson. Det bliver et see-now-buy-now-show, direct-to-consumer-baseret. Så de show-pieces, vi har på catwalken, er nogle, man kan købe umiddelbart efter showet. Vi har ændret strategi og retning for forretningen, og egentlig fundet tilbage til kernen af (di)vision,” forklarer han, og gør det klart, at han ikke er bekymret for virksomheden fremtid.

“(di)vision står stærkere, end vi nogensinde har gjort,” afslutter han.