Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
COPENHAGEN FASHION WEEK

Copenhagen Fashion Week annoncerer navnene til første internationale showroom

Under Paris Fashion Week i september vil Copenhagen Fashion Week invitere otte toneangivende danske brands indenfor i deres første internationale showroom.
Under Paris Fashion Week i september vil Copenhagen Fashion Week invitere otte toneangivende danske brands indenfor i deres første internationale showroom.

Til september åbner Copenhagen Fashion Week for første gang dørene op for sit eget showroom under Paris’ modeuge. Her er otte danske brands inviteret til at vise deres kollektioner for at sætte fokus på den danske talentmasse og modeugens minimumsstandarder indenfor bæredygtighed. De otte brands inkluderer de fire NewTalent-brands Berner Kühl, Alectra Rothschild/Masculina, Stamm og Rolf Ekroth. Derudover deltager OpéraSport, Mfpen, A. Roege Hove og Nicklas Skovgaard, hvoraf de sidste to er NewTalent-alumner.

“Jeg er glad for at Copenhagen Fashion Week skal være vært for sit første internationale showroom denne kommende september under Paris Fashion Week – det vil være et afgørende øjeblik for vores fortsatte fokus på at fremhæve et udvalg af brands, der er del af vores fællesskab, for vores globale publikum og støtter,” fortæller Cecilie Thorsmark, CEO i Copenhagen Fashion Week, i en pressemeddelelse. Hun fortsætter:

“Showroomet er blevet til gennem støtte fra Kulturministeriets og Udenrigsministeriets pulje for strategisk kultursamarbejde samt støtte fra Statens Kunstfond – begge fonde, som støtter bæredygtighed og grøn omstilling indenfor kultursektoren. Showroomet skal være omdrejningspunktet for at præsentere vores bæredygtighedskrav sammen med brands, som lever op til disse, for den internationale modeindustri og skabe meningsfulde samarbejder for at accelerere forandring mod en mere positiv industri.”

Showroomet skal fungere som en platform til at støtte de otte brands’ økonomiske vækst med muligheden for at møde nye indkøbere. Samtidig skal det fungere som oplysningsplatform for Copenhagen Fashion Weeks arbejde med minimumsstandarderne og støtte af unge talenter på den nordiske modescene.

Paris Fashion Week finder sted fra mandag den 23. september til tirsdag den 1. oktober 2024. Copenhagen Fashion Week Paris Showroom er åbent fra den 27. til den 30. september.