“Hvis ikke vi investerer i vækstlaget af brands, så forsvinder de. Så forsvinder det nye take på tingene“"

Moons kontor ligger, ikke overraskende, højt oppe i den baggårdsbygning tæt ved Rådhuspladsen, hvor de har holdt til siden starten i 2013. Et åbent lokale, lyst, lidt råt, der gennem de sidste mange år er blevet nedarvet af kreative virksomheder. På vejen op passerer man Teklas hovedkontor, og kigger man ned i den smalle industrigård, er det der, hvor herrebrandet Sunflower har holdt sine sidste par shows. Dem passerer man i øvrigt også, inden man når Moons lokaler, hvor i alt 11 personer har deres arbejde og står midt i at pakke til modeugen i Paris, hvor de har showroom. Men mere om det senere.

På CEO Martin Gjesings kontor, som han deler med den anden halvdel af det kreative bureau, Creative Director Frederik Bjerregaard, kæmper bøger, kataloger og gamle invitationer en æstetisk arrangeret opmærksomhedskamp. Viben er, i mangel af bedre ord, international.

En kort præsentation af de to ejere er også på sin plads: Martin Gjesing har haft to markante roller i sin karriere. Den ene er her i Moon som partner og CEO, den anden som CEO i ACNE Studios Denmark. Frederik Bjerregaard er uddannet journalist og har været chefredaktør for blandt andet magasinerne Cover og Cover Man, inden han var med til at stifte Moon. Begge to markante figurer i det københavnske mode- og mediemiljø, men på måden, hvor de hellere positionerer sig som dem, der trækker i trådene, får ting til at ske, end dem, der krudter rundt i spotlightet. Dem, der står bag kampagner, lanceringer og brand building hos brands som Ganni og Sophie Bille Brahe. Dem, der regner ud, hvordan Wessel & Vett Fashion Prize skal skrues sammen. Dem, man ser i kulissen til Cecilie Bahnsens show i Paris – gerne med et barn på armen – for Moon er på mange måder blevet et familieforetagende, der inkluderer Martin Gjesings kone, Kristina Gjesing, og Frederik Bjerregaards kone, stylist Emelie Johansson.

Som indikeret er det ikke et team af to, der ofte stiller op til interviews. “Vi er ikke dem, der skal i fokus,” har svaret mere end én gang været, når spørgsmålet er faldet. Men nu står de bag et par projekter, som der skal slås et slag for: udgivelsen af deres magasin Space og et nyetableret showroom under modeugen i Paris. Magasinet, der for det meste samler arkitektur og design, men denne gang er dedikeret mode, er en del af en indsats for at tale branchen op. Råbe den op måske endda. Det samme gælder showroomet, hvor fire stadigt nye designere og brands, Paolina Russo, Johanna Parv, Ester Manas og Yolanda Zobel, har fået et omkostningsfrit spot og al den opmærksomhed, som lanceringsfester og Moon-teamet ellers kan skabe. For baggrunden er den aktuelle situation i modebranchen lige nu.

“Vi oplever, at folk er rådvilde. Flere af de store e-com-spillere er væk. Der er turbulens i wholesale-markedet. Folk har enten ingen penge, eller også holder de på dem, de har. I forhold til Paris gik mange lidt i selvsving over det forestående OL, og alt i alt er der en masse negativ snak i branchen. Og så blev vi enige om, at vi var nødt til at gøre noget. Hvis ikke man kommer med noget energi og har en plan i den her branche, så har tingene det med at gå bananas,” siger Martin Gjesing og understreger. ”Det er jo ikke fordi, der ikke er penge i omløb.”

Noget, der kan vise en vej frem

Han blev kontaktet af Soulland-medejer Jacob Kampp Berliner (de to er desuden sammen medejere af Værnedamsvej-caféen Italo Caffé), og han stod med et halvt ledigt showroom i Paris, fordi et par andre brands var sprunget fra.

“Så det showroom tog jeg i 10 dage uden at have nogen plan andet end, at vi måtte finde på noget, der kan vise en vej frem. Igennem Olya Kuryshchuk fra 1 Granary talte vi med brands som Paolina Russo og Johanna Parv, der ikke havde ressourcer til at tage til Paris. Deres venner fra Ester Manas, der blandt andet har lavet samarbejde med Ganni, er et godt eksempel på et brand, der er en stor PR-succes med nok en 50 procents overbooking til sit show, men efterfølgende fik nul ordrer. Det her er brands, der normalt sælger i Dover Street og Ssense, men som ikke har et sted at være under modeugen i Paris. Og det har vi tilbudt dem,” fortæller Martin Gjesing om showroomet, der desuden viser Johanna Parv, Soulland, Sunflower og Yolanda Zobel.

Udover showroomet har de dedikeret magasinet Space til de designere, der viser i showroomet. Alle har fået en forside og 40 sider inde i magasinet skudt af fotografer, som de normalt ikke ville kunne komme i nærheden af som Takashi Homma og Casper Sejersen. Og det hele blev lanceret med et stort event i starten af den parisiske modeuge.

“Vi har inviteret alle, som vi kunne komme i nærheden af. Både folk, der er interesseret i den her gruppe brands, men også alle de CEOs og folk, som skærer i budgetterne og rent faktisk har en betydning for, at de her designere ikke har de bedste vilkår for at etablere deres brand fremadrettet. Som en slags opsang til dem.”

En opsang, hvordan skal det forstås?

“Vi har lyst til at vise de der mennesker, at hvis ikke vi for alvor investerer i vækstlaget af brands med platforme, de kan eksistere på, så forsvinder de. Så forsvinder det nye take på tingene og den næste generation, som jo også er dem, de får brug for i et brandmiks eller som Creative Directors til at lede tingene fremad. Det er simpelthen nødvendigt at vise dem, hvilken betydning det har i økosystemet, når de skærer alle budgetter og tænker alt for kommercielt. Tag igen bare Ester Manas som eksempel, der har kæmpet sig til en plads i Paris og for at kunne arbejde med size inclusive design. Hvis ingen bakker hende op, så ender det arbejde bare med at blive set som en trend og ikke et reelt forsøg på forandring i denne her branche.”

“Hvis ikke vi investerer i vækstlaget af brands – så forsvinder de. Og med dem forsvinder det nye take på tingene”

Frederik Bjerregaard og Martin Gjesing har investeret i projektet af egen lomme, og en reel profit skal de nok kigge langt efter. Men det er heller ikke meningen eller pointen. Pointen er nærmere at gøre noget. Noget, der kan give synlighed, noget, der kan give sammenhold, noget, der kan få folk i dialog.

“I dag taler ingen sammen, som man gjorde, når man var på messe for 20 år siden. Det er også en del af problemet og noget af det, vi gerne vil ændre med vores showroom i Paris. Lad os bare antage, at der måske er 130 indkøbere, der kommer forbi for at se Sunflower, så er det jo megafedt, hvis de så også bliver introduceret til nogle af de yngre brands, vi viser. Og omvendt for Sunflower, så er det måske også meget godt ikke at stå og blive for etablerede. Jeg tror simpelthen, folk er holdt op med at tale sammen, fordi det er så stressende at drive et brand,” fortæller han og forklarer, hvordan alt er klar til designerne nede i showroomet – den eneste regel er, ”at de skal passe deres showroom og ikke bruge det som festlokale om aftenen.”

Hvad synes du, dem med flere ressourcer skal gøre – det er jo ikke alle, der kan etablere et showroom, som I har gjort det?

“På sigt gad jeg godt, at flere af de større virksomheder var med til at støtte op om initiativer som dette. Man kunne kalde det en form for aflad. Og så så jeg gerne, at vores space dernede kom til at fungere som et slags Tinder for mode, hvor branchen kunne tale sammen, mødes. Hvor der var en international, åben kalender fyldt med workshops, events og møder, der kan være med til at rykke branchen fremad.”

Observerer man lidt på de to partnere i Moon, ligger en del af kunsten i deres succes – og grundlag for at kunne finansiere et talent-showroom og et magasin – i lige dele fart fremad og vedholdenhed, at høre til, men samtidig kunne begå sig alle steder i verden. Noget, som folk opsnapper som arrogance og utilnærmelighed, men som Martin Gjesing selv siger, så står hans nummer på deres website, men “det kræver jo ligesom, at man ringer.” Man kan altså ikke putte sig bag en mail, man kan ringe og så få at vide, om man sidder med et projekt, som de vil arbejde med eller ej.

“Hvis folk ikke bruger deres tid ude og i bevægelse, så kan næsten alt andet være ligegyldigt – også den strategi, de skrev i går. Branchen rykker sig hele tiden. Beckham blev ikke verdens bedste fodboldspiller, fordi han så godt ud eller blev gift med Posh Spice, men fordi han blev ved med at træne, når de andre gik hjem. Frederik og jeg bliver også ved, når de andre går hjem. Vi sælger energi, og mit arbejde er i høj grad at løbe mellem afdelinger og så brygge det, som Rebecca Bay (Creative Director hos Marimekko, red.) for nyligt kaldte ’the Martin Gjesing stew,’” siger Martin Gjesing og slutter:

“Vi synes jo i virkeligheden bare, at det er interessant, når folk kommer tættere. Ligesom når mode kommer tættere på kunst eller på sport. Så sker der også noget. Paul Smith sagde engang, at han ikke kunne lide the icing on the cake, han kunne lide kagen – og sådan har vi det nok også. Alt det, som et projekt består af.”