Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Et kig indenfor: Norse Projects åbner første butik udenfor København K

“Vi krydser nu grænsen til Frederiksberg og åbner vores første butik uden for København K. Med adresse på Værnedamsvej får den nye butik et perfekt udstillingsvindue for sit underspillede, funktionelle univers, midt på en af Københavns mest charmerende gader,” lyder det fra Norse Projects, der fredag slår dørene op til deres nyeste butik, i en pressemeddelelse.

Butikken åbner på Værnedamsvej, der længe har været en foretrukken destination for den københavnske modebranche, og nu vil Norse Projects altså give endnu en grund til at slå smut omkring den populære gade.

“Vi har længe ønsket at være mere i kontakt med de lokale Københavnere, og med den nye butik har vi fundet en fantastisk lokation midt i Københavns ”petit Paris”,” lyder det videre om valget af destinationen i pressemeddelelsen.

Den nye butik skal have et mere klassisk udvalg end i de andre butikker, som udover brandets egne kollektioner også skal byde på en kuratering af særligt japanske brands og designere. Butikken er holdt simpel i indretningen med rene linjer, hvide vægge og betongulv, der lader blikket søge op mod det gamle glasloft.

Norse Projects byder på en forfriskning i forbindelse med åbningen fredag den 3. maj, og har desuden en stand ved Værnedamsvejs Forårsdag den 4. maj.

Se billeder af den nye butik her.