Dansk brillebrand åbner deres første optikerbutik
MessyWeekend Copenhagen vil konkurrere om priserne med etablerede optikere.“Sidste år lancerede vi solbriller og briller med styrke på vores hjemmeside, og fra dag ét oplevede vi en sund efterspørgsel. Så sund, at vi nu investerer i vores første fysiske optikerbutik, hvor man kan prøve vores briller og få lavet en gratis synstest,” fortæller Mads Koch Petersen, co-founder og COO i MessyWeekend Copenhagen, der denne uge åbner sin første butik i Magasin i Lyngby. Magasin er, udover Løve Hule-investeren Christian Arnstedt, også medejer af brandet gennem Aktieselskabet Wessel & Vett.
MessyWeekend Copenhagen brander sig selv på at tilbyde solbriller, blue light-briller og skibriller udover deres sortiment af almindelige briller – og vil nu konkurrere med optikere særligt omkring pris. Brandet får deres linser fra deres italienske samarbejdspartner EssilorLuxottica, og deres hollandske laboratoriepartnere står for at skære, slibe og kvalitetstjekke linserne.
“Det er vigtigt for os at holde vores priser på et fornuftigt leje uden at gå på kompromis med kvalitet, design eller kundeoplevelse. Vi har en skarp holdning til, hvad kvalitet og design skal koste, så hos os kan kunder få et par solbriller med styrke for bare 1.100 kroner. Det er cirka halvdelen af, hvad glassene alene koster hos en traditionel optiker,” slutter Mads Koch Petersen.
MessyWeekend Copenhagens første butik åbner onsdag den 20. marts 2024 i Magasin i Lyngby.