Er Made-to-order genvejen til Paris-aftalen?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Har du noget på hjerte? Skriv til os her.

Tøjindustrien er under pres. På trods af forpligtelser, strategier, topmøder og alliancer er den på vej til langt fra at opfylde reduktionsmålene, der er fastlagt i Paris-aftalen. Det er fair at sige, at satse på, at industrien regulerer sig selv, har fejlet. Den gode nyhed er, at EU endelig træder i karakter.

Det skønnes, at tøjindustrien er ansvarlig for 10% af de globale CO2-emissioner – mere end internationale flyrejser og søfragt kombineret. Men på trods af en global klimaalarm og ambitioner om at reducere drivhusgasemissioner med 43% inden 2030 i overensstemmelse med Paris-aftalen, fortsætter produktionen af tekstilfibre med at vokse: til anslået 145 millioner tons inden 2023, en stigning på 150% siden 2000 (Europa-Parlamentet).

I årevis har brands fremhævet deres bestræbelser på at vælge mere bæredygtige materialer eller reducere transporten. Men de har undladt at adressere det, der virker lige så absurd: at de producerer langt mere, end de sælger. 20% af al tøj når aldrig frem til kunden, selv efter salg og rabatter (McKinsey).

For få uger siden godkendte Europa-Parlamentet og medlemslandene et forbud mod ødelæggelse af usolgt tøj. Sammen med det kommende Digital Product Passport og anti-greenwashing lovgivning, markerer dette et betydeligt skift i det regulerende landskab for tøjindustrien. Men næsten vigtigere er det et tegn på, at vi er ved at tackle elefanten i rummet: overproduktion.

Mens eksperter har opfordret til efterspørgselsdrevne produktionsmodeller i årevis, har adoptionen været forsigtig eller ikke-eksisterende, da brands er tilbageholdende med at bevæge sig væk fra en forsyningskæde, der er optimeret til masseproduktion af lavprisprodukter. Derfor prioriterer de initiativer, der ikke kræver transformation af forretningsmodellen og derfor er – i vid udstrækning – kosmetiske. At lave tøj af mindre skadelige materialer er godt, men effekten forbliver marginal, hvis du producerer en femtedel for meget og sender det rundt om i verden, før det ender i skraldespanden uden nogensinde at nå en kunde.

Men i industriens udkanter har challenger-brands som Son of a Tailor, Rodinia Generation og Unspun arbejdet hårdt for at bevise, at der faktisk er en anden måde at lave og sælge tøj på. Stillet over for den kommende EU-lovgivning er disse mærker i førerpositionen. Deres forretningsmodeller og forsyningskæder er designet til at undgå overproduktion. Og dermed reducere tøjets miljøpåvirkning.

Hos Son of a Tailor gennemførte vi for nylig en Life Cycle Analysis (LCA), der blev verificeret af en tredjepart, for at finde ud af præcis, hvor meget vi selv har af indvirkning. Resultatet: En made-to-order-model reducerer det globale opvarmningspotentiale af en bomulds t-shirt med 25%*.

Når man tænker på, at industrien producerer over 100 milliarder stykker tøj om året (McKinsey), er omfanget af denne reduktion betydeligt.

Besparelser på 25% bringer os halvvejs til reduktionsmålet fastlagt i Paris-aftalen. Og dette kan opnås med teknologi, der allerede er tilgængelig her og nu. For en branche, der er berygtet for at underpræstere, når det kommer til bæredygtighedsforbedringer, er dette næsten for godt til at være sandt.

Den gode nyhed: det er det ikke.

* LCA’en sammenligner fodaftrykket af Son of a Tailor’s bomulds t-shirt i to forskellige produktionsmodeller: brandets målsyede, made-to-order-model samt en fiktiv model, der erstatter made-to-order med made-to-stock, mens alle andre parametre som råmaterialer og produktionsfaciliteter er ens. LCA’en er baseret på ISO 14040 og 14044 og er blevet verificeret af en tredjepart.