Fotografen: "Jeg elsker det lidt hemmelige ved at være backstage"
Hvad foregår der backstage før, under og efter modeugens mange shows? Vi har talt med kunstner og backstage-fotograf Tine Bek om at fange det bedste 'in-between' øjeblik.Gennem sine værker skaber den danske billedkunstner Tine Bek intime skildringer, der undersøger hverdagslivet, dets skrøbelighed og dødelighed. Hendes kunst strækker sig over fotografi, film og skulpturer, og indrammer, som hun selv beskriver det, en særlig fascination af det mærkelige og sublime.
Siden hendes kandidat i Fine Art Photography and Moving Image fra Glasgow School of Art i Skotland og Fine Art Photography fra Danmarks Fotografiske Billedskole har hun udstillet både nationalt og internationalt. I dag indgår en række af hendes værker i Den Nationale Fotosamling på Det Kgl. Bibliotek – og lige nu er hun aktuel med udstillingen, ‘This Ship is Unsinkable’ på Fotografisk Center i København.
Siden 2019 har hun dækket shows, backstage og streetstyle for Copenhagen Fashion Week – og det er backstage til showet, hun bedst kan lide at være. Det er her hun kan fange stemningen, de små detaljer, et blik eller et hurtigt tøjskift midt i travlheden før showet.
I forbindelse med modeugen har vi fanget Tine Bek til en snak om forberedelser og personlige oplevelser i sit virke som fotograf bag modeugens shows.
Hvordan forbereder du dig til modeugen?
“Jeg plejer at pakke min fototaske lidt bedre end normalt, da man aldrig rigtig ved, hvad der kan ske. Det er godt at have en masse snacks, ekstra kameralinser og flash bare for at være dækket ind. Det kan faktisk være en ret fin start måde at forberede sig mentalt til dagen. Derudover tjekker jeg planerne de 2-4 shows, jeg typisk dækker, og prøver at lægge en plan, så jeg når fra show til show – det er tit det mest kritiske for mig. Om sommeren er cyklen klart hurtigst, men det kan være rart at have bil, så man har lidt en base og et helle i løbet af dagene, hvor man lige kan koble af.“
Som backstage-fotograf, hvad er du så særligt optaget af?
“Jeg elsker det lidt hemmelige ved at være backstage. Her føler jeg, at jeg er del af showet. Jeg kan rigtig godt lide stemningen, lige inden det går løs, og jeg synes, det er en gave at få lov til at dokumentere alle de små detaljer og øjeblikke, der er bag scenen. Specielt når det skal gå stærkt, hvis der er tøjskift eller lidt actionshots, hvor modellerne løber rundt, er jeg vild med det. Jeg prøver ofte at fange situationer eller øjeblikke, der er lidt inbetween, som en model, der retter på sit tøj. Og så er det bedst, hvis der er flot dagslys, så detaljer kan fanges i al sin enkelhed. Det kan være tøjets detaljer, makeuppen, håret eller bare en model med et helt særligt blik.“
Kan du beskrive et show, hvor du virkelig synes, du fik alt med?
“Det er supersvært at vælge ét specifikt show. Det er altid en gave, hvis man har rigtig god tid. Så man både kan være der før, det hele går løs og bagefter fange designeres og alle dem, der arbejder på showets, reaktioner. Jeg vil altid gerne have mere, så jeg tror aldrig, jeg føler, at jeg har fået alt med. Det hele går tit så stærkt, at man lærer at tage det, man kan få. Men Gannis show i august (i Øksnehallen, red.) fungerede super godt. Der var masser af dagslys, plads og tid. Her fik jeg mere, end jeg havde turde håbe på. Oveni er Ganni supergode til at skabe overraskende shows og skabe en fantastisk stemning. Det var tydeligt, at alle havde det rigtig rart og sjovt.”
Hvornår er et backstage-foto særligt vellykket – kan du beskrive ét, hvor du virkelig synes, du fik alt med?
“Hvis man kan få en fornemmelse af, hvor vi er og fange flere situationer i et billede, er det super vellykket. Jeg ved, at de mest populære billeder er dem, hvor der er flere modeller med i et skud, der enten snakker sammen eller venter i lineup. Det er en klassiker.“
Hvordan har dit virke som (mode)fotograf ændret sig gennem årene?
“Jeg ser ikke rigtig mig selv som klassisk modefotograf. Jeg er uddannet og arbejder primært som kunstner, men jeg kan klart se, at jeg udvikler mig sæson for sæson. Moden er noget, jeg har fundet de sidste par år og synes er utrolig spændende. Der er så mange ting, man får foræret i arbejdet. Der er altid styr på æstetikken,og især under modeugerne er der så mange motiver, man kan fange.“
Kan du dele en særlig oplevelse fra en tidligere modeuge, der skiller sig ud for dig?
“I august var der et forfærdeligt vejr. Jeg husker især Saks Potts’ show om mandagen, hvor det havde regnet og stormet hele dagen. Jeg mener, det stilnede lidt af inden showet, der var uden for, men det var gråt og vådt. Alligevel var der en fantastisk stemning, og alle modellerne blev hentet fra backstage og kørt til location i en partybus med 00’er musik blæsende ud af højtalerne. Modellernes overraskelse og glæde ved at nærmest være til fest inden showet, var et ret fint øjeblik at fange med kameraet.“