Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Marys hvide Soeren Le Schmidt kjole ved tronskiftet i 2024, Kongehuset

Allerede på den første strækning af det daværende kronprinspars køretur fra Amalienborg, blev Soeren Le Schmidt tagget i billeder, hvor folk spurgte, om kjolen var hans design

“Du er ikke den første journalist, der ringer”, siger Soeren Le Schmidt, da vi taler sammen et par dage efter søndagens tronskifte, hvor Dronning Mary bar hans design. 

Mens hundredtusindvis af folk var draget mod København, havde designeren selv pakket familien i bilen og draget til et sommerhus ved Danmarks vestkyst. Og det var herfra han, en kende nervøs, fulgte med, da den nye dronning trådte ud på balkonen på Christiansborg Slot. 

“Jeg blev virkelig rørt, da hun kom ud. Normalt skal der ret meget til, men jeg er så stolt og taknemmelig over, at hun tog kontakt og valgte mig til at designe den kjole, som er den første, hun optrådte i i sin nye rolle,” fortæller Soeren Le Schmidt. 

Og det er som om, at betydningen af kjolen først er ved at synke ind hos ham nu. At den hvide kjole i uld og viskose med det smalle liv, vidde i skørtet og drapering over skulderen, ikke blot er gået verden over, men også har skrevet sig ind i Danmarks historie. For altid. 

“Bare at sige dét højt giver mig gåsehud. At jeg har fået lov til at skabe et design, der kommer med i historiebøgerne. Der lå også det i det, at det var en ny slags dag for alle. Selv for dem, der kan huske Dronning Margrethes overtagelse af tronen, var begivenheden i søndags anderledes. I 1972 lå der en mørk skygge over dagen, sorgen over Frederik den 9.’s død, mens dette tronskifte var fejring. Af Margrethes 52 år på tronen og et velkommen til det nye regentpar.” 

På den måde kan man også argumentere for at kjolen, historisk set, er vigtigere end Dronning Marys – ellers fantastiske – brudekjole designet af Uffe Frank. 

Ikke en museumskjole

Soeren Le Schmidt, der startede sit brand i 2017, har allerede tidligere tegnet en række kjoler til Dronning Mary. Faktisk var hans første ’rød løber’-kjole en også rød kjole i silketaft til Dronning Margrethes nytårstaffel i 2018. Ligeledes stod han bag den dyblilla frakkekjole, som hun bar til kroningen af King Charles III i England. Men selvom det ikke lå fast, at han skulle designe en kjole som denne til hende – og han først blev kontaktet omkring den den 1. januar i år – var det for mange andre oplagt, at han stod bag. 

Allerede på første strækning af det daværende kronprinsepars køretur fra Amalienborg, hvor man blot kunne ane hendes skulder, blev han tagget i billeder, hvor folk spurgte, om det var hans design. 

Hvordan var processen, fra da du blev kontaktet omkring kjolen? 

“På mange måder har arbejdet med kjolen ikke været så meget anderledes end med mine andre kunder. Vi fik talt ønsker og anledning igennem, og derfra gik jeg i gang med at skitsere. Hun er kendt for at bruge sine kjoler mange gange, så derfor var en mulighed for forandring også et element, vi gerne ville have med. Draperingen, der går op over brystet og over skulderen er hæftet til bæltet. Afmonterer man det, fjerner man også draperingen og står tilbage med en endnu mere minimalistisk kjole. Den idé var ret skøn for mig at få lov at arbejde med,” siger Soeren le Schmidt og antyder dermed muligheden for, at vi kommer til at opleve tronskiftekjolen i en ny sammenhæng. 

Kjolens hvide farve slog de sig ret hurtigt slog sig fast på. Og sammen med Prinsesse Isabellas røde Carolina Herrera-kjole og de øvrige kongebørns mørkeblå påklædning var både det danske, det franske og det australske flag repræsenteret – om det var intentionen eller ej. 

“Hun havde et ønske om at bære sit rubinsæt, så dets hvide og røde nuancer forholdt jeg mig til. Vi valgte at dele det op, og blandt andet bar hun en del af det som en broche på bæltet, mens andre dele fungerede som spænder i håret,” fortæller designeren om det historiske smykkesæt, der første gang blev båret i 1804 under Napoleons kejserkroning, og siden har været Dronning Ingrids foretrukne smykker – som hun testamenterede til Kronprins Frederik til hans fremtidige hustru. 

H.M. Dronning Marys kjole kan ikke kopieres

Soeren le Schmidt, der i forvejen er kendt for at levere kjoler til galla, rød løber og prominente personligheder, har ikke fået mindre travlt efter hans kjole er gået verden rundt. 

Da du sad ude på CPH West og blev uddannet skrædder – havde du forestillet dig at noget lignende kunne ske? At du skulle designe til vores nye dronning til den nok mest fotograferede dag i hendes liv? 

“Langt fra. Jeg har drømt om at lave en kjole til den daværende kronprinsesse i mange år, og da jeg startede i efteråret 2017, var en af mine første bestillinger fra hende. Det var et af de øjeblikke, hvor jeg tænkte, at “jeg er sgu god nok”. Et bevis på, at man godt må drømme stort og turde håbe. Det er sjældent ens mål, der skal ændres – det er allerhøjst vejen, dertil der skal korrigeres,” siger Soeren Le Schmidt, der allerede har fået en del forespørgsler på ’Dronning Mary-kjolen”. 

“Men jeg repeterer ikke mig selv, så man kan altså ikke bestille en replika af tronskiftekjolen. Men selv om jeg har nok at se til, er min kundebog ikke lukket, og jeg vil hellere finde på noget, der passer lige til de personer, der måtte komme ind til mig. Jeg holdt mit sidste show i forbindelse med modeugen i august, hvor alle mulige personligheder, typer og kroppe var repræsenteret, og det, synes jeg, virkelig viste, hvem jeg er, og hvad jeg kan som designer.”

Marys hvide Soeren Le Schmidt kjole ved tronskiftet i 2024, Kongehuset
Foto: Dennis Stenild, Kongehuset