Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Soeren Le Schmidt

Soeren Le Schmidt gør show-comeback – og alle er velkomne

Kongens Nytorv forvandles onsdag til en isklædt runway, hvor mode og skøjtekunst smelter sammen, når Soeren Le Schmidt inviterer til show.
Kongens Nytorv forvandles onsdag til en isklædt runway, hvor mode og skøjtekunst smelter sammen, når Soeren Le Schmidt inviterer til show.

Da Soeren Le Schmidt afholdt sit stort anlagte show off-schedule med snart sagt alle landets kendisser som modeller under den københavnske modeuge i august 2023, var det med meldingen om, at dette ville blive hans sidste show. Men det viser sig, at han ikke kan holde sig fra show-formatet, for nu overrasker Soeren Le Schmidt nu med ambitiøst show, som er åbent for alle. Showet vil finde sted på en intet mindre end 1300 kvadratmeter stor runway i hjertet af København – nemlig skøjtebanen rundt om Krinsen på Kongens Nytorv.

Soeren Le Schmidt, der igennem det sidste år blandt meget andet har leveret H.M. Dronning Marys kroningskjole og for anden gang været dommer i Danmarks Næste Tøjdesigner, fortæller om den nye kollektion i en pressemeddelelse:

“Kollektionen består udelukkende af kjoler og suits fra mit arkiv, der er blevet redesignet og upcyclet med stor omhu. Disse styles er nu kombineret med diverse restmaterialer fra vores atelier, hvilket giver kollektionen et helt unikt udtryk. Den skarpe tilskuer vil muligvis genkende enkelte designs, der tidligere har prydet den røde løber – nu genskabt i et nyt, moderne lys.”

Og så – som en ekstra dimension – vil kunstskøjteløbere optræde sammen med modeller på catwalken for at flette show og performancekunst sammen, “når de svæver hen over isen og tilfører showet en unik og dynamisk visuel oplevelse.”

“Jeg ønsker at skabe en runway, der favner alle aldre, kropstyper og kønsidentiteter,” udtaler Soeren Le Schmidt. Han håber dermed, at showet bliver et samlingspunkt for diversitet og kreativitet, hvor alle skal føle sig velkomne.

Showet bliver afholdt onsdag d. 11. december, klokken 17.00 på Kongens Nytorv i København.

Tegning af Soeren Le Schmidt show på Kongens Nytorv 2024
Tegning af Soeren Le Schmidt show på Kongens Nytorv 2024