Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Molly Egelind for Nué Notes

“Vi har bemærket et stigende behov for noget nyt og anderledes end de fire årlige kollektioner": Nué Notes introducerer designsamarbejder

Med designsamarbejder åbner Nué Notes op for flere trends og nyheder, som de til gengæld har skåret ud af deres hovedkollektioner.
Med designsamarbejder åbner Nué Notes op for flere trends og nyheder, som de til gengæld har skåret ud af deres hovedkollektioner.

I det sidste års tid har Nué Notes arbejdet i en ny retning. Med mindre kollektioner, mindre udskiftning og en langsommere tilgang til kollektioner og sortiment, vil de skære ind til kernen af deres DNA. Og nu tilføjer de et nyt element til den nye retning ved for første gang at introducere designsamarbejder. Designsamarbejderne skal tilføre nyhedsværdi, trends og inspiration som et supplement til de mere fokuserede hovedkollektioner.

“Vi har længe arbejdet mod, at vi skulle lave vores årlige kollektioner mindre og endnu mere gennemarbejdede, hvor fokus skal være på at opretholde den kvalitet og detaljegrad i vores design, som er kernen i vores brand. Under arbejdet med den nye opbygning opstod idéen om at integrere de mennesker, der inspirerer os. Vores DNA er præget af nysgerrighed, og vores design skal både være iøjnefaldende og komfortabelt. Denne nysgerrighed blev forstærket af inspirationen fra vores ambassadører, så vi begyndte at forme en tanke om en sammenfletning med dem som en fast del af brandet via capsules,” fortæller Josefin Dirk Freij, som er Head of Brand & Marketing hos Fashion Society, der står bag Nué Notes.

“Vi har bemærket et stigende behov for noget nyt og anderledes end de klassiske fire årlige kollektioner. Vores kunder ønsker hyppigere nyheder og inspiration i øjenhøjde. Så vi ville skabe et format, der imødekommer netop dette, hvor vi skaber nogle stærkt begrænsede kollektioner – både til vores online shop og nogle få udvalgte butikker – som adresserer den efterspørgsel, vi oplever, hvor vi endnu mere nøje skaber noget, som afspejler vores community. Som alle andre lige nu, er vi nødt til at tænke anderledes, hvilket gjorde tiden helt rigtig til at tage næste skridt i udviklingen af Nué Notes,” forklarer hun videre.

“Et samarbejde er en måde at åbne op for kreativt indspark”

“Vores drivkraft har altid været ønsket om at fortælle historier gennem vores produkter. Vi lægger stor kærlighed, omhu og research i at udvikle designs, som er rige på detaljer og inspiration fra vores hverdag. Men som en del af en stor kollektion kan det enkelte design nogle gange drukne, så med disse mindre capsule-samarbejder vil vi gerne fortælle en lille sjov historie og give designet plads og lidt friere spillerum,” uddyber Josefin Dirk Freij.

LÆS OGSÅ: Gestuz bevæger sig ud i ny produkttype – og markerer det med kunstnersamarbejde

Designsamarbejderne kommer altså til at blive lavet med Nué Notes’ allerede eksisterende ambassadører, og det første samarbejde er med skuespilleren Molly Egelind.

“Molly har længe været en del af vores community og en trofast støtte af Nué Notes fra starten, da hendes søster arbejdede i Anne-Dorthe’s Nué-butikker. Derfor føltes det helt naturligt at række ud til Molly. Hun er en solstråle af en kvinde, og vi følte, at hun var den perfekte første samarbejdspartner med hendes åbne sind og sans for farver. For os emmer kollektionen og dens farver af hendes skønne, legefulde væsen,” forklarer hun om valget af Molly Egelind.

Efter samarbejdet med Molly Egelind er det planen, at der skal udkomme fire årlige samarbejder fra Nué Notes og deres ambassadører.

“Vi inspireres tit af udtryk og folk, både før vores tid og i vores hverdag. Et designsamarbejde kan derfor skubbe et produkt eller en kollektion i en anden retning eller give os helt nye tanker om, hvad den skal kunne. Et samarbejde er jo derfor både en måde at åbne op for kreativt indspark på produktniveau, men også en måde for os at fortælle en historie med og gennem en af vores ambassadører og inspirationskilder – og forhåbentligt skabe noget, som vores community af kunder kan se sig selv i,” afslutter Josefin Dirk Freij.

Capsule-kollektionen lavet i samarbejde med Molly Egelind bliver tilgængelig den 8. december.