Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Wheat
INNOVATION & BÆREDYGTIGHED

Dansk børnetøjsbrand har vundet guld ved Junior Design Awards 2024

Det danske børnetøjsfirma Wheat har siden 2002 designet og produceret børnetøj, fodtøj og tilbehør til alt fra spædbørn til skolebørn. Med fokus på at skabe holdbare designs af høj kvalitet, er deres formål at omfavne børns frihed til at bevæge sig med særlig omtanke for naturen.

Særligt sidstnævnte har givet dem ekstra opmærksomhed, da de ved dette års Junior Design Awards, har vundet guld som ’Best Children’s Eco Fashion Brand’. Her går online-magasinet Junior og en jury af eksperter sammen om at udnævne de bedste børnefirmaer indenfor børnemode, legetøj, interiør, bøger, livsstil, rejser og mad.

Ifølge Wheats CEO Thomas Frederiksen er anerkendelsen af deres fokus på den grønne omstilling helt særlig:

“Vi er beærede over denne pris. Vores rejse over de sidste to årtier har handlet om mere end tøj – den handler om at bygge en virksomhed på menneskelige værdier og langsigtede beslutninger.”

Ifølge konkurrencens jury bestående af ekspertdommere indenfor feltet, er det blandt andet Wheats ”praktiske og funktionelle designs” og ”deres smukke kollektion”, der vækker interesse. Også for Junior-redaktør Bonita Turner er deres designs “ikke blot miljøvenlige, de er også fantastisk smukke. Jeg elsker filosofien om at lade børn være børn – deres tøj kan klare arbejdet, så de kan blive ved med at udforske verden!”

For Wheat er der et helt ”naturligt næste skridt” på deres bæredygtighedsrejse, nemlig at opnå en B Corp-certificering, der skal danne ramme om brandets værdier.

LYT MED: Certificeringen alle snakker om – og hvordan du får den. Hør om B Corp i ‘Fashion Forum på lyd’

“Dér, hvor vi fremadrettet kan gøre den største forskel, er ved at fremme en kultur med omsorg og respekt for mennesker og miljø, der omfatter alle aspekter af Wheat og alle de involverede. Vi har allerede set den mærkbare forandring, vi sammen med blandt andet vores leverandører kan skabe,” fortæller Wheat i deres pressemeddelse om den vundne pris.